De kommende tre måneders tid bliver der under alle omstændigheder arbejdet videre med de foreløbige streger til en plan for et lokalt energifællesskab i Voerladegård og Alken. Men endnu er der ingen lokale fra Alken og omegn, der har meldt sig som interesserede brugere til at bidrage med input til projektgruppens arbejde.
Tilbuddet var ellers at få indflydelse på det meget foreløbige arbejde med at undersøge, hvordan mest muligt lokalt produceret strøm til lokalt forbrug kan blive til virkelighed. Men det fik ingen af de omkring 30 fremmødte til at bide på at deltage i det arbejde, som Morten Hofmeister fra Energisparre står i spidsen for – med midler fra Energistyrelsen i ryggen. Det kan dog nås endnu.
… Et par dage efter denne artikel blev publiceret, var der to, der meldte sig som kontakt til projektgruppen. …
Mange spørgsmål stod ubesvarede, men klimakrisen presser på, og mere elbaseret energi i fremtiden – og vel og mærke produceret tæt på forbrugerne – er en del af fremtiden i dansk energiplanlægning. Store transportomkostninger skal undgås, og anlæggene skal spredes ud over landet for at kunne udnytte lokal sol og blæst bedst muligt.
Bente Andersen fra Svejstrup Østergaard præsenterede forslaget om tre 150 meter høje vindmøller samt solceller ved Boes Skov. Hun var egentlig ikke så vild med at anlægge solceller på landbrugsjord, forestiller sig den ene af de tre møller i lokalt medejerskab og ønsker først og fremmest lokal opbakning.
Hun forsikrede, at anlægget under alle omstændigheder skal ske i respekt for beboerne på Alkenvej 24, der ligger alt for tæt på den nordligst placerede mølle. Med andre ord: er de ikke med på at flytte, skal der kun være to møller. Hun lagde vægt på, at hun og Karl Ole Jokumsen har afvist projekttilbud fra møllefirmaer, der screener det åbne land for mulige placeringer, men ikke var med på lokalt medejerskab. Forslaget om møller ved Boes Skov, som de to i første omgang har sendt til kommunen, er på den ene side intet “must”, men på den anden side et ønske om at tage medansvar for at indfri kommunens ambition om vedvarende energi. Møllerne vil kunne producere el til 14.500 husstande.
At landsbyklyngen Alken-Boes-Svejstrup-Bjedstrup-Illerup kunne blive selvforsynende med energi og CO2-neutral kunne være sejt, som hun sagde, men også træls uden lokal opbakning.
Et forslag fra salen gik på muligheden af at placere de høje møller langs motorveje. De skal dog tilpas langt væk, så de ikke kan vælte ned over trafikken. En anden betænkelighed var, om deltagelse i projektgruppen vil fremme et stort mølleprojekt, som under alle omstændigheder vil blive til gene for flere i lokalområdet.
Flere på mødet ønskede samtidigt at kunne tage et medansvar for den nødvendige grønne omstilling – også når det får en pris, her hvor vi bor.
Spørgsmålet om økonomien i det lokale mølle-sol-projekt, hvis etablering vil løbe op over 100 millioner alene for møllerne, kan behandles i forårets arbejde i projektgruppen henimod et beslutningsgrundlag til et kommende energifællesskab: Hvor store andele, antal møller, samarbejde med hvilket elselskab, afgrænsning af energifællesskabet, måske en lokal forening i stedet for private andele for at sikre, at afkastet bruges lokalt.
Klimakoordinator Susanne Skaarup fra kommunen begyndte med at fortælle, at hun var blevet ringet op af en bekymret borger, der troede, at nu skulle de tre møller mere eller mindre vedtages, hvilket langt fra er tilfældet. Det vil indebære en længere planproces.
Hun oplyste, at Skanderborg kun har ganske få områder – måske bare to-tre – med plads til så høje møller, og at kommunens ambition om at være selvforsynende med vedvarende energi i 2030 alternativt må dækkes ind af de mere pladskrævende solcelleanlæg. Skanderborg halter iøvrigt bagefter de andre kommuner med at rejse møller, ligesom Danmark halter bagefter sine egne klimaambitioner. Kommunens planlægning for placering af vedvarende energi er i en høringsfase, hvor 150 indlæg lige nu bearbejdes henimod et nyt forslag i september.
Mulighed for thermonet – fælles varmepumpe – i Alken kunne også være en del af forårets arbejde i projektgruppen, og at få det på dagsordenen vil nok kræve, at man melder sig til at være lokal kontakt til projektgruppen, som Morten Hofmeister forventer skal kunne mødes hver tredje eller fjerde uge frem til juni. Men intet ligger helt fast.
Morten Hofmeister argumenterede med, at lokal opbakning vil være en stærk valuta i et videre arbejde med et lokalt energifællesskab, der – hvis realiseret – meget vel kan betyde skattefrie gevinster fra den lokale elproduktion. Det forhandles for tiden på højeste niveau, som Anton Gammelgaard fra Viden om Vind, der støttes af en række energivirksomheder, nævnte.
Firmaet Momentum Gruppen, der både laver sol- og vindanlæg, er en del af projektgruppen, ligesom Michael Eberhard fra Fabulas, der står bag planen om at bygge Alken Søbred, også er med. Susanne Skaarup er også med. Ligeledes Tørring Kraftvarmeværk, konsulent og forsker Ulrik Jørgensen fra UJ Consult, advokatfirmaet Energi og Miljø, og foreningen Energifællesskaber.dk.
Man kan kontakte Morten Hofmeister på mail: morten.hofmeister@energisparre.dk
Se forslaget om VE-park ved Boes Skov: