Take a walk on the wild side

Den 20. maj 2020 blev der holdt stiftende generalforsamling for Foreningen til fremme af biodiversitet, skriver Thorbjørn Herrik. Foreningens formål er at skabe bedre og mere natur og sikre adgang til disse naturområder. Foreningen fik dengang råderet over 14 hektar på Hede Ager Krog. Med hjælp fra fonde, kommunen og frivillig indsats fra folk og fæ, er det lykkes på under fire år at omdanne et utilgængeligt område med en tilgroet eng og en forsømt jultræsplantage til et lysåbent landskab, der summer og spirer af liv. På en forårsgåtur gennem det meget varierede landskab på Hede Ager Krog lykkedes det at høre 33 forskellige fuglearter give lyd fra sig – det er da biodiversitet, der vil noget.

Vi har i foreningen i tidens løb haft mange drøftelser og dillemaer. Vi ønsker en vild og mangfoldig natur, men på vores lille område er det svært at nå frem eller tilbage til noget, der bare minder om fortidens storslåede natur, hvor urokser, kæmpehjorte og bisoner skabte dynamikken i landskabet. Det optimale ville være, at have kvæg på området året rundt. Dyrene ville kunne holde græsset nede og skabe dynamikken, så der var plads og lys til blomsterfloren. Første prioritet er dog dyrenes ve og vel, så når engene bliver for våde eller der bliver knaphed på grønt, kommer kvæget hjem til kærlig pleje på gården hos Anna og Jonas vinteren over. Beslutninger omkring græsningstryk og antal dyr overlader vi trygt til samarbejdet mellem dyreholder, lodsejer og kommunen. 

Vi foretrækker træer, buske og blomster, som er hjemmehørende i den danske natur og som i årtusinder har tilpasset sig forholdene og som har et stort antal af dyrearter, som lever af og med disse vækster. Ædelgran og bjergfyr er tilplantet og ikke hjemmehørende på vores breddegrader og er ikke værter for ret mange insekter. Vi startede med at gøre et stort indhug på disse nåletræer. Vi har dog ladet en del blive, fordi de giver ly og læ for dyrelivet og koglerne er vinterforråd for mange mejser og spætter. Fremover foregår udtyndingen ved juletid, hvor der bliver hentet juletræer og pyntegrønt. Hjemmehørende arter som eg, el og pil vil så lidt efter lidt overtage pladsen sammen med et rigt blomsterflor. Naturen er under stort pres og der er til stadighed rift om den ledige plads i landskabet.
Store anlægsprojekter som vindmøller, solcelleparker, svinefarme eller byggeprojekter popper til stadighed op. Vi har som forening valgt ikke at gå ind i de projekter, men ønsker at samarbejde med alle lodsejere, der vil lægge arealer ud til mere og bedre natur. Som enkeltpersoner kan vi så frit engagere os i de sager, vi finder vigtige. Foreningens fremtids ønsker er at etablere en fond, der vil kunne eje naturområderne og derved sikre biodiversiteten i al fremtid. Vi ønsker også, at flest mulige får glæde af den natur og at det fremover vil blive muligt at gå ad naturstier helt til Ry eller rundt om Mossø. Foreløbig vil vi glæde os over at insekter, fugle og vilde blomster har taget så godt imod dette fristed på Hede Ager Krog og vi kan kun anbefale beboere i og omkring Alken : Take a walk on the wild side.

Referat fra FFB´s generalforsamling:

Generalforsamling FFB d. 22.3.2024
Deltagere: Hanne N., Thorbjørn, Hannibal, Bendt, Bo, Eva, Peter. Jonas, Anna, Estrid,
Anne Mette og Lone
Referent: Lone Adamsen
Dagsorden:

  1. Valg af dirigent – Bendt
  2. Beretning : Thorbjørn fortæller:
    a. Foreningen stiftet i maj 2020.
    b. om projektet på Hedeagerkrog, hvor han på gåtur i går hørte 33 forskellige
    fugle og traner, som fouragerer i den våde eng. Det udvikler sig som ønsket
    af foreningen.
    c. At der headhuntes deltagere til arbejdsdage.
    d. Dilemmaer:
    i. Ønsket om hjemmehørende arter, og der tyndes ud i juletræerne
    ii. Græsning – det muliges kunst i samarbejde med Jonas og køerne.
    iii. Den tilgroede eng er køerne begyndt at græsse.
    iv. Det har været godt at få fjernet birk, pil og rødder derude. Bo supplerer formanden og han slår græs på stierne.
    v. Fagfolk vurderer græsningstryk og antal dyr.
    vi. Vi holder os til formålet om at fremme natur og er neutrale i forhold til politiske dagsorden og samarbejder med interesserede
    lodsejere.

e. Vi har efterhånden godt med udstyr til det praktiske.
f. Ide om guidede ture såsom løvspringstur, juletræsvandring og andet opstår.
g. Bestyrelsen: Anne Mette Lykke, kasserer; Bo Kokholm, med i det praktiske med broer; Eva Nikolajsen, registrerer arter (i-naturalist); Jonas, suppleant og dyreejer (aktuelt 23 køer og flere små på vej); Lone Adamsen, bestyrelsesmedlem og hyppig referent; Thorbjørn Herrik, praktisk og aktiv formand, Bendt Nielsen, suppleant, fundraiser, sidder i kommunens grønne råd, aktiv i Naturfond Mossø udvalg sammen med Anne Mette Lykke og Lone Adamsen.
Beretningen godkendt

  1. Regnskab præsenteres af kassereren. 2023 har været stille. Årsresultatet er et overskud på 75 kr. I 2022 var vi aktive og der var fondsmidler til redskaber og behandling af området. Regnskabet godkendt.
  2. Budget: Forslag om at færdiggøre plankebroer. Der er udgift til vægtafgift til trailer, der er behov for mindre beløb til drift. Samlet budget er på 3.000 kr for 2024. Forslag om at søge midler til fra ABAF eller Købmanden. Budget tiltrædes.
  3. Indkomne forslag : Ingen indkomne forslag
  4. Kontingent. Bestyrelsen har hidtil været 0 kr. Forslag til at oprette kontingent. En måde at markere at det ikke er en selvfølge at vi har adgang til Hede Ager Krog.

Forslag om at lave opfordring om at donere lidt ekstra til FFB i december måned
eller ved guidede gåture.

  1. Valg af bestyrelse + suppl. Thorbjørn og Eva er ikke på valg. Lone, Anne Mette og Bo er på valg og accepterer genvalg – de genvælges for 2 år. Bestyrelsen genvælges. Suppleanter: Jonas, Marlies og Bendt genvælges.
  2. Valg af revisor og suppl. Revisor bliver Hanne og Estrid er suppl.
  3. Evt. Naturfond projektet præsenteres. Bendt, Anne Mette og Lone præsenterer projektet om Naturfond Mossø. Ønske om at der orienteres på Alken.dk og på FB.
You are currently viewing Take a walk on the wild side