Nyt skridt mod energifællesskab

Bestyrelsen i Liv i Landsbyerne – LiL – har nedsat et udvalg for etablering af et energifællesskab for at sikre et så stort medejerskab som muligt.
Det sker på baggrund af Bente Andersens forslag om vindmøller og solceller ved Højlund i et område, kommunen har erklæret som egnet til at påbegynde et egentligt udviklingsarbejde. Som det også fremgår af et bestyrelsesreferat fra LiL, har Bente Andersen på et møde på Mejeriet ytret ønske om et stærkt lokalt medejerskab, og set i det lys vurderes det, at der er et godt udgangspunkt for at etablere et energifællesskab.
LiL’s bestyrelse blev foreslået at nedsætte et udvalg, der har til formål at undersøge mulighederne for at etablere et energifællesskab i samarbejde med Bente Andersen, Skanderborg Kommune og andre stakeholders, og det skete.

Udvalget består af Ditte Jensen, Mikkel Schwab, Lars Mose, Mads Winther, Flemming Møller og Laurits Ivar.
De holder første møde i starten maj og har fokus på processen for opsætningen af vindmøller og solceller samt konkrete modeller for medejerskab. Til mødet inviteres desuden: Morten Hofmeister, der er projektleder i et projekt støttet af Energistyrelsen og vil præsentere forskellige modeller for energifællesskaber. Susanne Skårup, der er klimakoordinator i Skanderborg Kommune, vil give udvalget et overblik over processen.

Læs også Energifællesskab på tegnebrættet fra 12. marts.
Og Konkrete forslag om møller og solceller med medejerskab fra 29. oktober 2023.

    You are currently viewing Nyt skridt mod energifællesskab