Beboere i eller omkring Alken, Boes, Svejstrup og og Bjedstrup har med digital post fået invitation fra Skanderborg Kommune til det første borgermøde i forbindelse med et muligt kommende anlæg til produktion af vedvarende energi. Mødet er torsdag den 5. december 2024 kl. 19:00-20:30 i gymnastiksalen på Bjedstrup Skole.
Som tidligere nævnt har økonomi- og erhvervsudvalget peget på fem projekter i kommunen, hvor der skal arbejdes videre med at etablere VE-anlæg (Vedvarende Energianlæg). Ét af projekterne er et anlæg med vindmøller og solceller ved Alken, Boes, Svejstrup og Bjedstrup – nærmere betegnet marken Tømmerho ved Boes Skov.
Projektudviklerne vil på mødet præsentere en skitse med anlægget og forslag til placering, og du får mulighed for at stille spørgsmål samt
foreslå justeringer og tilpasninger. Der træffes ingen beslutninger på mødet, tværtimod er det startskuddet på en længere proces. Efter mødet inviterer kommunen interesserede lokale repræsentanter til at modne projektet hen over det næste halve år sammen med projektudvikleren og folk fra kommunen for i fællesskab at lave det bedst mulige projekt – også for lokalsamfundet.
Kommunen har samlet informationer og svar på de mest gængse spørgsmål omkring VE-anlæg i Skanderborg Kommune på denne hjemmeside skanderborg.dk/sologvind.
For at deltage i mødet, er det nødvendigt, at du tilmelder dig her https://skanderborg.nemtilmeld.dk/3480/ senest onsdag 4. december
kl. 12.00. (Datoen for tilmeldingsfristen, der fremgår af brevet i digital post, er således forkert)