13 * 3. marts 2025 * Sol & Natur ved Emborg? Vi ønsker en reel dialog om fremtiden for vores område. Kære naboer. Vi, de nært berørte naboer til det planlagte VE-projekt ved Emborg, oplever, at debatten om projektet i stigende grad bliver fremstillet som en konflikt mellem naboer. Det er ikke vores oplevelse. Vi er kede af pressens vinkling på splid og skænderier – det må stå for deres egen regning.

Når vi ytrer os, er det ikke for at skabe splid, men fordi vi ikke er blevet inddraget i den proces, som kører lige nu. Kommunen, en lokal lodsejer, projektmageren, VE-gruppen, Dialoggruppen og Liv i Landsbyerne diskuterer løsninger – bogstaveligt talt hen over hovedet på os, der bor tættest på og dermed skal leve med konsekvenserne af en mulig vindmøllepark fra forreste række. Vi oplever, at der ikke er et sted at gå hen med sin stemme, hvis man ikke ønsker vindmøller i området.

Vi er ikke imod VE-projekter og anerkender behovet for mere vedvarende energi. Men vi mener, at det ville give langt bedre mening at bruge netop vores område til at understøtte biodiversitet og natur – noget, der allerede er et stærkt særkende for Emborg-området med sine søer, enge, §3-beskyttet natur, Natura 2000 og Mossøfredning som nærmeste naboer.

Biodiversitet er lige så vigtig som klimaet
Ifølge EU’s biodiversitetsstrategi for 2030 skal 30 pct. af EU’s land- og havareal beskyttes, hvoraf en tredjedel skal være strengt beskyttet. Området ved Emborg er – så sent som i oktober 2024 – udpeget af regeringens ekspertpanel Biodiversitetsrådet som et af de højest prioriterede naturområder i Danmark med stort potentiale for at styrke biodiversiteten. Vi har en unik artsrigdom og enestående naturskønhed, som gør området attraktivt i forhold til at udvikle den endnu mere – til glæde for både biodiversitet, lokale borgere og turister. Vi har en gylden mulighed for at styrke det unikke ved vores område – ikke ødelægge det.

Samtidig udgør det en væsentlig udfordring for vindmølleprojektet, at det vil gå direkte imod hensigten med Mossøfredningen. Vindmøller på 150 meters højde placeret på et plateau vil være synlige fra hele det fredede område og dermed underminere fredningens formål om at beskytte landskabets uberørte karakter, visuelle udtryk og særlige geologiske interesser.

Solenergi kan være en løsning – hvis det gøres rigtigt
Hvis der er flertal for et VE-projekt, kan vi acceptere et solcelleanlæg, så længe det respekterer naturen og kan skjules bag grønne læhegn. Derfor foreslår vi at omdøbe projektet til “Sol og Natur ved Emborg” og udelukkende opsætte et solcelleanlæg kombineret med en aktiv indsats for biodiversitet i området omkring.

Udbyttet af Sol og Natur ved Emborg vil være:
* Vedvarende energi gennem solceller
* Udvikling og beskyttelse af biodiversiteten
* Bevarelse af områdets landskabelige og visuelle værdier samt geologiske interesser, så hensigten med Mossøfredningen ikke kompromitteres
* Videreudvikling af området som et rekreativt og turistmæssigt værdifuldt område
* En løsning, der understøtter Skanderborg Kommunes brand som en del af Søhøjlandet
* Nære naboer, som er tænkt med i løsningen og ikke bliver dårligt stillet

Vi opfordrer til en reel dialog!
Lad os finde en løsning, hvor alle parter bliver hørt, og hvor vi sikrer en bæredygtig udvikling, der gavner både natur, energiproduktion, lokalsamfund og de nært berørte naboer.

Venlig hilsen
De nært berørte naboer til VE-projektet ved Emborg

————————————————

12 * 2. marts 2025 * Ligefrem splittet landsby? To af de lokale medier har valgt at bruge udtrykket splittelse i overskrifterne for deres seneste historier om mølledebatten ved Alken. Dog uden at komme med belæg for, at det skulle være tilfældet. At enkeltpersoner vælger at bruge udtrykket er efter min mening ikke nok til at definere byen som splittet.
I stedet for splittet landsby kunne man måske sige berørt landsby. Mit indtryk er, at der langt hen ad vejen er respekt om at være uenige – og åbenhed for at blive klogere. At der faktisk har været god tone på møder mellem dem, der vel har mest i klemme: når de nærmest berørte naboer har mødtes med udviklerne bag det kontroversielle forslag.

Der har selvfølgelig været overraskelse og hævede øjenbryn over de forskellige skridt i forløbet:
At erklærede modstandere sætter skilte op ved husene kan på nogen virke konfliktoptrappende – men det er dog en demokratisk ret.
At kommunen laver tidlig inddragelse betyder stor ravage, der siden kan vise sig “unødvendig” – men sen inddragelse ville måske give mere kritik.
At VE-udvalget ikke er demokratisk valgt – men de har vel taget et ansvar på sig som i så mange andre lokale, frivillige sammenhænge?
Men at vi umiddelbart ikke alle er helt enige om fx. de tre eksempler betyder da ikke splittelse. Man kan jo fx. ændre opfattelse undervejs.
Og lige så lidt en berørt nabo med rimelighed kan anklages for at være imod den nødvendige grønne omstilling, lige så lidt kan en husejer uden nej-skilt med rimelighed anklages for ikke at have forståelse for naboernes situation.

Det er så nemt for et medie at kalde uenigheder og diskussioner for splittelse, når der er lokale protester mod et stort teknisk anlæg. Og dermed konstatere det, som en af VE-konsulenterne på borgermødet i Bjedstrup sagde var det værste, der kunne ske.

Og splittelses-overskrifterne lyder, som om hele lokalområdet skulle emme af ufrugtbare skænderier, brudte venskaber, naboer, der pludselig ikke hilser, ulyst til at lytte til andre, modvilje mod at blande sig af frygt for kraftige reaktioner. Men mon dog?
Og fordi man kan opleve den slags i det små, er det vel ikke det samme, som at den totale lokal-splittelse skulle være indtruffet.
Alle kan jo fx. også gøre sit til at modvirke splittelse ved at vælge at belægge sine ord med omhu, ikke at mistro andre på intentionerne, at indrømme fejl, være varsom, som Søs Nielsen skrev – uden af den grund at skulle stå ned fra sine synspunkter.
Mit ønske er, at flest muligt tør tage ordet på et møde eller skrive et debatindlæg og udtrykke en holdning med tillid til, at man ikke bliver sat i bås, jordet eller ignoreret.
Holdninger, der hverken er decideret for eller decideret imod, har også deres ret, som Jens Langkjær i sin tid skrev om Fabulas-debatten.
Og mon ikke vi som berørt – og ikke splittet – landsby og lokalområde sammen kan arbejde hen imod mange flere og samlende klima-, byggeri-, energi- og naturprojekter, som Ella Jørgensen og Mikkel Schwab også er inde på.
For den tvingende nødvendighed i gennemgribende omstillinger lader der til at være en vis – teoretisk – enighed om. Og mit håb er, at mange nye lokale grønne initiativer viser sig i konkret fælles handling, uanset om det aktuelle meget store mølleanlæg med stor nabomodstand bliver til noget eller ej.
smalltalken på alken.dk bringer gerne debatindlæg. Og som gammeldags medie uden direkte kommentar-mulighed meget gerne også længere reflekterede indlæg, hvor man som debattør slipper for uigennemtænkte her-og-nu-kommentarer. Men hvor man jo i cafeen, på ridebanen eller under hundeluftningen siden kan møde en nabo, der gerne vil spørge ind, forstå det ordentligt og tage snakken.
Splittelse er i mine øjne værst, hvis flere og flere lukker munden og stopper med at snakke sammen. Og handle sammen. Og der synes jeg slet ikke vi er.

Vh Knud Abildtrup

——————————————

11 * 28. februar 2025 * Mikkel Schwab skriver: Afstemning eller ej? VE-udvalget i Liv i Landsbyerne har som bekendt besluttet, at der skal laves en afstemning om lokalsamfundets opbakning til VE-projektet i forbindelse med det andet borgermøde i juni.
VE-udvalget er siden beslutningen blev truffet blevet erstattet af VE-gruppen, der er udpeget af kommunen, og bestyrelsen i Liv i Landsbyerne opfatter ikke VE-gruppen som et udvalg i Liv i Landsbyerne.
Bestyrelsen mener derfor ikke, at VE-gruppen er bundet af det oprindelige mandat, der blev fremlagt på borgermødet i december. Vi mener imidlertid stadig, at Liv i Landsbyerne har en forpligtelse overfor VE-udvalgets oprindelige mandat, som vi ønsker at respektere.
Deruover kan det ses i debatten, at der er mange, der sætter spørgsmålstegn ved, om det er i lokalområdets interesse at opretholde afstemningen om VE-projektet. Bestyrelsen har derfor valgt at sætte beslutningen om en afstemning til debat på foreningens
generalforsamling den 17. marts. Vi mener, at det er demokratisk at give alle i vores lokalområde mulighed for at komme og debattere forslaget og beslutte, om det er noget, bestyrelsen skal iværksætte som planlagt af VE-udvalget, eller om afstemningen skal droppes.
Jeg glæder mig personligt til debatten, men vil også her adressere, hvad jeg opfatter som misforståelser om dels motivet for at afholde afstemningen, og dels om, hvordan afstemningen er tænkt afholdt, da det kan skabe tvivl om mine og andres intentioner.
Hvordan er afstemningen tænkt afholdt? Når jeg læser flere andres indlæg, får jeg et indtryk af, at VE-udvalget har villet bede kommunen om at iværksætte en digital afstemning indenfor en afgrænsning, som de eller VE-udvalget skulle finde passende. Det har ikke været tanken.
Idéen har derimod været, at det er personer bosiddende i Bjedstrup Skoledistrikt, der møder op til borgermøde 2, hører argumenterne og sætter sig ind i projektet, der har stemmeret på mødet.
Er afgrænsningen med Bjedstrup Skoledistrikt perfekt i denne sammenhæng? Måske ikke, men det er umiddelbart den eneste afgrænsning, der ikke virker arbitrær og derfor ikke kan tilsidesættes af politikerne som ”ikke værende et udtryk for lokalsamfundets holdning”.
Hvorfor mener jeg, at der skal være en afstemning? Jeg tror, at politikernes udgangspunkt, når der laves vindmøller, er, at der vil være mennesker, der bliver vrede. Det er noget, de kalkulerer med på forhånd, og som deres bagland har forståelse for.
Sagt lidt kynisk, så tror jeg ikke på, at politikerne mister politisk kapital (og dermed vælgere) ved at gøre naboer til vindmøllerne vrede. Jeg tror – hvor uretfærdigt det end måtte være – at det er en omkostning, der blandt vælgerne er alment accepteret som en del af den grønne
omstilling – især blandt de to tredjedele af vælgerne, der er bosiddende i kommunens store byer.

Jeg tror til gengæld, at politikerne mister rigtig meget ved at tromle et lokalsamfund, der står sammen. Hvis de tromler et lokalsamfund, der står sammen, så diskvalificerer de deres egen proces, og det er en trussel mod hele udrulningen af kommunens VE-indsats.
Sammenhold er i denne sammenhæng – som i så mange andre – lig med magt!
For mig at se er det derfor afgørende, at vi iværksætter indsatser, der tydeliggør, at vi står sammen som lokalsamfund af flere grunde:
 Først og fremmest for at kunne tilpasse projektet, så vi kan finde en løsning, vi kan bakke op i form af et mindre indgribende projekt med fx mindre møller, kun sol og batterier, et energifællesskab (min personlige favorit), eller noget helt fjerde.
 Hvis dette ikke lykkes, så er første prioritet for mig at få politikerne til at afslå ansøgningen, da hensynet til lokalsamfundet ikke er blevet indfriet. Det åbner også muligheder for at arbejde videre med (mindre) alternativer.
 Hvis politikerne alligevel vælger at gå med projektet, så er det for mig at se vigtigt, at der er knyttet en god aftale til ansøgningen, der kompenserer nære naboer, naboer uden for 6 gange møllehøjde og lokalsamfundet som helhed.
Underskriftsindsamlingen med pt. 245 underskrifter er en anden indsats, der kan skabe synlighed, men jeg er bekymret for, at det er (for) nemt for en politiker at sige: ”Det kommer ikke som en overraskelse, at naboerne til vindmøllerne er imod. Vindmøller er imidlertid
afgørende for den grønne omstilling og for at indfri kommunens mål om grøn energi. Vi mener, alle kommuner skal bidrage, og området er et af de steder i vores kommune, hvor færrest bliver ramt.”
Den bedste sammenligning, jeg kan komme med, for at tydeliggøre min position, er i forbindelse med vores kamp: Bevar Bjedstrup Skole. Her var det en kæmpe styrke, at vi organiserede os med de andre landsbysamfund med skoler, der ikke blev ramt.
De andre landsbysamfunds solidaritet med vores kamp blev tydeliggjort af fælles indsatser kulminerende med skodemoen på Fælleden.
Som flere af jer der læser dette vil kunne huske, så var det benhårdt arbejde at opbygge og synliggøre dette sammenhold, men jeg mener, at netop sammenholdet var afgørende for, at vi fik opbygget magt til at få vendt flertallet i byrådet.
Vi opbyggede den nødvendige magt gennem synligt sammenhold, og det skal vi også turde gøre denne gang. Det er ikke nok, at os der bliver direkte berørt, siger fra. Vi skal turde bede vores naboer om hjælp og synliggøre uretfærdigheden og ikke mindst de mange gode
alternativer.
Jeg er godt klar over, at afstemningen er i modvind, og jeg regner ikke med at omvende nogen med dette. Jeg håber imidlertid, at det kan belyse mine og andres bevæggrunde, og at vi på den baggrund får en mere kvalificeret debat, der tager udgangspunkt i et fælles ønske om, at vi gennem sammenhold opbygger den magt, vi skal bruge for at komme ud på den anden side af dette som et styrket lokalsamfund.
Vi har gjort det før. Mange hilsner
Mikkel Schwab, Bjedstrup
Næstformand i Liv i Landsbyerne
————————————————————————

10 * 1. februar 2025 * Johannes Adamsen skriver: Det store Concorde-fly – eller hvorfor mindre er mere. For knap 50 år siden begyndte man transatlantiske flyvninger med Concorden, den elegante maskine med ’dropnæse’ og overlydshastighed. I 2003 stoppede man igen efter en forfærdelig ulykke i Paris i 2000, og nu er det en saga blot, fraset helt aktuelle amerikanske forsøg. Der var i hvert fald to årsager, den ene at overlydsflyvning over land blev forbudt pga. støjen (chokbølger fra gennembrud af den såkaldte lydmur), den anden var at brændstofforbruget var så voldsomt at flyets lasteevne kun var 5% af totalvægten.
Et moderne gennemsnitsfly har en lasteevne med oppakning og passagerer på ca. 25%, når der er brugt mindst 20% på brændstof, og flyver vel typisk med en hastighed på o. 900 km/t og ikke sjældent o. 800 km/t eller mindre. Med andre ord: Man udviklede en teknologi som var så energikrævende at den slog sig selv ihjel. Hovedbegrundelsen var at det skulle gå stærkt, fordi alting skal gå stærkt. Vi forsluger os grådigt på såvel energi som tid.

I disse år er en ny voldsomt energifrådsende aktivitet udviklet, kunstig intelligens (og nej, der er ikke mere intelligens i kunstig intelligens, end der er heste i hestekræfter). Ser vi bort fra den splinternye og måske tvivlsomme kinesiske DeepSeek, så er det så omkostningskrævende at allerede nu er CO2-udledningen større end fra den samlede luftfart. Flere af de store aktører planlægger bygning af adskillige atomkraftværker for at dække energibehovet fra deres servere. Som det vil være alle bekendt, kom bronzealderen ikke pga. stenmangel, jernalderen ikke pga. bronzemangel etc., men alligevel kan vi ikke lade være med at tænke ’en ny grøn tidsalder’: Vi forestiller os at vi kan udfase alle fossile brændstoffer – også selv om mange af os har brændeovne. Men den går ikke. Skal der bygges tre store vindmøller vest for Alken, skal der bruges en betydelig mængde beton og stål (vist op mod 1000 vognfulde). Hverken beton eller stål kan i overskuelig fremtid fremstilles uden brug af fossile brændstoffer. De tidligere materialer følger med, som jernbanen, af jern, blev lagt på
sveller, af træ. Det gælder også a-kraft, hvor uran og andre stoffer heller ikke henter sig selv op af jorden, og hvor værkerne bygges med enorme betonmængder (de hypede små thoriumkraftværker er foreløbig luftkasteller).

Jeg har ingen ekspertise og ingen grund til at betvivle beregningerne at sol og vind er gode og meget bedre energiformer, men jeg gør opmærksom på at når Skanderborg Kommune vil være CO2-neutral, vil det måske være muligt, fordi vi kan ’importere’ beton (en af jordens mest udbredte og ganske giftige materialer) og stål fra andre kommuner.
Det engelske ord ’extractivism’ er vist ikke kommet til os, men det dækker det at hive alskens materiale op af jorden og ud af fjeldene, for vi skal bruge det. Uden tanke på omkostninger. Vindmøller bruger sjældne grundstoffer (neodymium, terbium etc.) og gør os mere afhængige af Kina. Det forurener, og det er minedrift under ofte(st) horrible arbejdsvilkår. Skønt det er alt temmelig gråmeleret, generelt er jeg stadig for sol- og vindenergi.
Vi vil gerne to ting på én gang, vi vil have al den energi vi mener at skulle bruge, og vi vil have det uden klimaomkostninger. Med andre ord vil vi – det moderne menneske – alle flyve i Concorde; men vi vil ikke have støjen, og vi vil ikke betale energien. Og alting skal gå hurtigt – den tyske sociolog Hartmut Rosa kalder det accelerationssamfundet – koste hvad det vil. Grådigheden, tid, energi, materiel, er forbløffende. Besindelsen kommer ikke let. At ændre det endnu vanskeligere.
Sænker vi rumtemperaturen 1 grad, vil vi spare ca. 5%, 4 grader, fx fra 23 til 19, svarer så til 20% af omkostningerne, tilsvarende sparer man ca. 20% af brændstofforbruget ved at sænke motorvejshastigheden fra 130 til 110. Går en tumbler i stykker, skifter man hele vaskemaskinen, og hvis batteriet i en pc er færdigt, smider man pc’en ud. Der er ikke fradrag eller momsfrihed på reparation, hvorfor ikke? Og for få EU-krav til producenterne. Men som sagt, vi har travlt, vi vil frem, vi er glubske. Som en anden Midas ønsker vi alt vi rører bliver til guld; som sikkert bekendt var det sjovt – indtil han bliver sulten.
Så lad os overveje om vi kan bevæge os langsommere, tage mere tøj på i steden for at skrue op, undvære AI (Microsoft siger de hjælper det grønne, men har enorme kontrakter med oliefirmaer!) etc.; jeg siger at mindre er mere. Eller er Concorden det bedste billede på vores selvopfattelse? Hvis vi da ikke tænker SpaceX – op i en gigantisk energisluger af en marsraket – og så af sted?

Johannes Adamsen

PS. Eller dette perspektiv: Land og landsby mister post, kollektiv trafik, indkøb, skole og kan ikke få fjernvarme. Den logiske betragtning er altid den selvfølgelige at det koster for meget. Naturligvis! Sådan fungerer statistik og gennemsnit. Men land og landsbyer må gerne producere byernes energi. Nogen har kaldt det grøn kolonisering. Hvorfor er det så indlysende at der hverken kan placeres solceller eller (mindre) vindmøller i industrikvarterer, som tilmed bruger en hel del af strømmen? Så kan vi i mindre grad stå over for det falske alternativ mellem gift- og jernmarker og få mere skov og biodiversitet.

——————————————————————————–

9 * 31. januar 2025 * Thomas Due Nielsen skriver: En tredje sti – alternativer til de store vindmøller. Jeg er nu gået med i VE-udvalget og har fået mere overblik. Her er min personlige tilgang og holdning til dansk-regionale og lokale VE-projekter (hvor VE jo altså står for Vedvarende Energi):

– Alle ønsker vi en fremtid, der giver mening for vores bopæl og efterkommere.

– Endvidere fordres der processer omkring VE-projekter, som er:

– Inkluderende og transparent for alle borgere.

– Empatisk lyttende til omgivelsernes mennesker og dyr.

– Teknisk nysgerrig på kommende opfindelser inden for VE.

– VE-projekter bør afsøge bæredygtighed gennem moderat og fornuftig samfundsudvikling.

I den kommende tid vil vi have mulighed for at nå hen til en bredt forankret indstilling, som derefter kan stiles mod udviklerne (her matrikelejere og Fjordland) – hvor sidstnævnte derefter kan ansøge om kommunens tilladelse.

Jeg har – personligt – arbejdet på flere stier løbende, som burde kunne til-file projektet i den rigtige retning (jvf ‘min tilgang’). I den forbindelse tog jeg kontakt med Mike Jurock, der også hjalp den tidlige VE-gruppe for 2-3 år siden, med at afsøge diverse VE-potentialer i området (dengang var han herude i kapacitet af landbrugskonsulenterne VELAS, hvorunder Hans Hansen og Ole Buhl var datidens relevante matrikelejere [sidstnævnte ejede Tømmerho, hvor det nuværende projekt planlægges]).

Efter snak med Mike (der nu arbejder med lignende, men nu under Jordejernes Energiberegnere), kom vi forbi mulighederne omkring:

Alternativ dimensionering af Hybridparken: En mindre park af 3-5 MW solceller – og altså ikke 20 MW, som det foreslåes. Med batteri-tilslutning, vil det give en reel effekt på 6-8 MW, herunder et udbytte på ca. 10.000 MWh – omtrent 20 % af de anførte 56.000 MWh. 

Denne væsentlig mindre park uden møller kunne indebære en alternativ nettilslutning med et langt mindre gravearbejde. Ifølge Mike lader der ikke til at være en farbar vej for en model uden et langt og nedgravet kabel, som både understøtter sol- og vindkraft. 

Til sammenligning forbruger sognets 1600 beboere ca. 2600 MWh om året.

Selvom ingen af disse scenarier ser ud til at kunne fungere – og komme ønsket om en bredere forankring i møde – var øvelsen med mødet bestemt grebet værd. Og således har jeg (vi) fået en second opinion på lokalsamfundets udfordring.

Der er stadig stier at betræde fremadrettet …

På trods af at vi ikke har meget tid, mener jeg stadig, at der kan være ting man kan gøre på det teknologiske plan. Og hvis jeg finder andre brugbare alternativer i de kommende uger, vil jeg oplyse herom. Man er velkommen til at skrive til mig på tdnielsen@renewian.com, hvis man har idéer til, hvad man kan gøre for at udskifte ‘de tre kæmpevindmøller’ – med noget tilsvarende / med en 3. teknologisk sti, som kan give den samme 13,5 MW energieffekt … eller kommer relativt tæt på (deadline for forslag er her 18/2, 2025).

Jeg vil således forsøge, at udføre en rolle som teknologisk kompromissøger, der finder svar gennem grundig research og et stærkt bagland.

Thomas Due Nielsen, Søbjergvej

—————————————————————————————————-

8 * 21. januar 2025 * Søs Due Nielsen skriver: Vi må være varsomme. På en dejlig solskins formiddag sidder jeg ved vinduet og kigger ud over de rimfrost klædte marker og himlen mod vest. Jeg tænker, at for Ole og mig kunne de lange, flotte skyformationer mod den blå himmel over skoven lige så godt være store vindmøllevinger. Det vil ikke genere os. Vi bor tilstrækkeligt langt væk, så den støj, der måtte komme, vil ikke overdøve støjen fra de mange store gylletankvogne, der ustandselig kører frem og tilbage gennem vores lille by.
I omkring et halvt hundrede år har vi været med til at tordne frem med budskabet “ Hvad skal ind – Sol og Vind”. Så selvfølgelig sidder det stadig dybt i os. Især nu hvor atomkraft vinder mere og mere indpas.
Men – når det så er sagt, så er der også andet, der fylder vores sind. Den kvælende bekymring og angst for en kommende livsforringelse, naboerne til de planlagte store møller kan mærke, kan vi ikke lade være overhørig. Så det er i solidaritet, vi siger nej til kæmpevindmøller mellem Boes og Alken, men vi mener dog, at stedet fint egner sig til et solcelleanlæg.
Det ville være skønt, hvis vi bare kunne sige nej til alt det, der tager naturens uskyld fra os, men fordi der er blevet sovet i timen, er der en pris at betale. Vi skal videre, der er ingen tid at spilde. Jeg husker, at vi, for måske 45 år siden, fik at vide, at klokken var fem minutter i tolv. – Nu er den langt over.
Havet ses som det bedste sted at placere vindmøller, men ved vi nok om, hvad det vil skade havmiljøet på sigt? Der må kunne findes rigtige og gode løsninger. Der er lande, hvor man kombinerer solfangeranlæg med bærbuskeplantager med stor succes, og der er nye projekter på vej med meget små vindmøller, som ikke skader og generer, på samme måde, som de kæmpestore gør.
Der er plads til mange flere VE anlæg langs motorveje og til solceller på industribygninger. Hvorfor sker der ikke mere på det område?
Det er en splittende problematik – “For eller imod”, som vi i vores lille samfund er havnet i. Så vi må være varsomme – ikke at komme til at skamme hinanden ud undervejs.
Nu mens jeg har siddet her og skrevet, er frosten forsvundet fra markerne. Det føles godt.

Søs Due Nielsen, Alkenvej 58.

—————————————————————-

7 * 14. januar 2025 * Marianne Busse skriver: Vi er frustrerede, bange, vrede og imod! Efter mange år med bopæl i forskellige storbyer, hvor vi brugte mere og mere tid på at køre ud for at nyde naturen, fandt vi i julen 2016 ejendommen Skovgården på Emborgvej 68 mellem Alken og Boes. Den 1. oktober 2017 flyttede vi så ind, og hvor er vi glade for denne perle i Boes skov. Vi er uforstyrrede fra den værste trafik, og her kan være meget stille og
mørkt! Vores største støjkilde er natuglen og spætterne, men nu bliver vi jo bekymrede, når de en sjælden gang ikke giver lyd fra sig!
Vi flyttede på landet for at få plads til vores hobby – hestene – men så sandelig også for at komme tættere på naturen og få ro omkring os. Når vi trænger til “trængsel og larm”, tager vi ind til byen, som bestemt også har sin charme, men det er altid dejligt at lægge det bag os,
når vi er tilbage på Skovgården!
Vores sted har dannet rammen om mange familiers stille liv siden 1756, og nu er det vores tur! Det er med stor ængstelse, at vi måske nærmer os enden på denne stille idyl – med en mulig konstant støj fra 3 kæmpevindmøller kun ca 600 m fra vores køkken- og stuevinduer!
Vi frygter, hvordan det kan blive! Hvordan vil det ændre vores udsyn? Hvordan vil støjen være dag og nat året rundt? Hvad med den økonomiske forringelse af vores livs største investering? Og hvad med tanken om, at den næste familie ikke skal få lov at opleve livet i
naturens ro her på Skovgården?
Vi er frustrerede, bange, vrede og imod! Frustrerede over hvordan dette VE projekt med møller og solceller blev dumpet på os som et lyn fra en klar himmel af Skanderborg Kommune. Bange for hvilken situation vi kan ende i, hvis projektudvikler og kommunen gennemfører VE projektet. Vrede over hvorfor så mange naboers valg om et stille liv på landet kan risikere at blive ødelagt. Imod placeringen af en VE park i et område med fredet og særlig landskabsværdi som i det smukke bakkede landskab, vi nyder her mellem Alken og Boes.
Vi er jo selvfølgelig ikke imod grøn energi, men hvorfor ikke placere det langs motorvejen i industrikvarteret, hvor store dele af strømmen skal bruges og ingen bliver generet i deres hjem af støj og skyggekast?
MVH
Anders Jensen og Marianne Busse, Skovgården, Emborgvej 68.

—————————————————————

6 * 29. december 2024 * Vagn Spangsberg skriver: Nej tak til vindmøller.

Jeg hedder Vagn Spangsberg, og jeg har boet her i Svejstrup Enge i mere end 45 år. Jeg har det fine gamle træhus lige ved siden af viadukten over jernbanen, hvor Boesvej fører op gennem skoven til Boes. Det er Boesvej 5. Jeg har selv bygget mit hus. Jeg har boet her sammen med min kone Metha, indtil hun desværre gik bort for nogle år siden. Vi har opfostret 4 børn her i huset.

Hvor jeg bor, er der meget sumpet, og jeg har en lille sø i min have. Der løber en bæk igennem søen ude fra engen, og her er fyldt med insekter om sommeren. Her er flagermus, som holder til ved skoven lige bag mit hus. Der er nattergal i krattet lige ved siden af mit hus, og den synger så smukt i maj og juni. Der er også masser af andre fugle – isfugle, fiskehejrer, gæs – og jeg ser den røde glente og andre rovfugle flyve gennem dalen næsten hver dag.

Toget buldrer gennem dalen hver time lige bag mit hus. Men ellers er her helt stille, og jeg kan høre vinden i skoven, som rejser sig op ad skrænten lige bag mit hus. Jeg nyder stilheden, og jeg kan slet ikke forstå, at nogen vil bo i en ny med alt den larm, der er. Jeg hører til her, og jeg vil aldrig herfra.

Jeg siger NEJ til vindmøller, som skal stå på marken lige oven for mit hus og min grund og kommer til at larme. Her skal være fred og ro. Hvorfor ødelægge det med sådan nogle store møller? Dem kan de stille inde ved motorvejen, hvor der allerede er larm. Det hører ingen steder hjemme at ødelægge freden her, for der er ikke ret mange fredelige steder tilbage mere i Danmark. 

Afstand til møllerne fra mit hus: ca. 800 meter.
Vagn Spangsberg, Boesvej 5.

———————————–

5 * 22. december 2024 * Birgitte Højland skriver: Drømmen om at bo i min barndoms gade brister.

Da jeg var en lille pige i 70’erne, boede jeg i det store bindingsværkshus midt i Bjedstrup. En af mine bedste veninder, Helle, boede i Boes. Jeg har taget cykelturen hjem til Helle fra Bjedstrup til Boes hundredvis af gange… Op ad bakken fra Bjedstrup til Svejstrup, ned ad Svejstrup-bakken, ad Boesvej hen gennem Svejstrup Enge, op ad bakken gennem skoven mod Boes – og retur, når jeg skulle hjem igen. Det er min barndoms gade. Indbegrebet af ro, sommerdage i solen, søde heste, mirabeller og sure æbler, når jeg holdt pause ved de vilde frugttræer op ad de stejle bakker. Så smukt og trygt og med Svejstrup Enge liggende som et fuldstændig magisk dalstrøg hele vejen mellem Mossø og Vessø.

Som voksen løb jeg ind i Jens, som ejer Boesvej 14 – og stor er lykken over nu at kunne vende hjem sammen med ham. Helt hjem. Vi har fået tegnet et smukt træhus, som skal bygges med genbrugsmaterialer og er designet til at smelte perfekt ind i naturen – med store vinduesfag, som kan trække naturen helt ind i huset og give os den ro, som er så særlig for Svejstrup Enge.  

Stort var chokket over at finde ud af, at nogen – ud af det blå – forestiller sig at opføre 3 kæmpevindmøller lige oven for vores sted. 3 enorme og larmende industrimaskiner som fuldstændig vil spolere vores drøm. Vores sted ligger omkring 900 meter fra møllernes placering. Møllerne vil rage omkring 180 meter op i forhold til vores hus, fordi de står lige oven for bakken. Vi frygter larmen, vi frygter synet, vi frygter skyggerne, vi frygter for fuglelivet og biodiversiteten nede i dalen.

Møllerne vil ændre udtrykket og oplevelsen af tryghed og ro i vores hjem så voldsomt, at vi ikke kan se os selv bygge det hus, vi har planlagt, hvis vindmølleplanen virkelig gennemføres.

Vi er rystede. Vi er rystede, fordi vores egne drømme brister. Vi er rystede, fordi nogen i ramme alvor vil ødelægge noget af den smukkeste natur i hele kommunen med noget så voldsomt som kæmpevindmøller. Klos op ad Natura 2000-området ved Mossø. Midt i yngleområdet for den truede røde glente og masser af flagermuse-, fugle- og dyrearter. Midt i et naturområde med så høj en herlighedsværdi, at turister gennem hele sommerperioden fragtes rundt i området i busser, gennem Boes og videre rundt gennem de smukke landskaber. 

Det er selve områdets identitet, man er i gang med at ødelægge, hvis planen føres ud i livet. 

Nej tak.

Birgitte Højland, nu Ry, snart Boesvej 14
————————————————–

4 * 22. december 2024 * Eric Ballowitz og Vibeke S. Ballowitz skriver: Vi takker nej til de planlagte møller ved Alken! Vi oplever planerne om at bygge kæmpevindmøller i vores umiddelbare nærhed som en udtalt trussel.

En trussel mod det liv, vi lever her i Svejstrup Enge, men også mod det dyreliv der findes her. Her er tårnfalke, ugler, rød glente, ørne, traner, sølvhejrer, ravne, diverse flagermus, trækkende gæs i store flokke, svaner der letter fra Mossø, og rådyr og krondyr – de indgår alle i en mangfoldig biologisk balance, der givetvis vil blive forstyrret af en eventuel opstilling af møllerne.

Projektet udgør også en trussel mod vores egen velfærd, vores livskvalitet, vores sundhed. Med vores beliggenhed stik øst for møllerne vil vi være overordentlig udsatte for skyggekast og støj. Støj fra vingerne og lavfrekvent støj fra turbinerne. Den lavfrekvente støj er mistænkt for at være sundhedsskadelig og bl.a. øge risikoen for blodprop i hjertet og slagtilfælde. Og den kan høres og mærkes op til 3 km fra møllerne. For ikke at tale om den evige uro indendørs som udendørs, som vingernes rotation og ikke mindst skyggekast vil medføre.

Vi kan også tale om størrelsen på møllerne. Med 150 meter er det fem gange højden af de højeste træer i skoven. Et meget dominerende og intimiderende syn.

Alt i alt udløser projekt-planerne en ulidelig usikkerhed om vores fremtid og det sætter os i det chokerende valg mellem at blive boende og dermed leve med de nævnte gener eller at skulle flytte! Flytte fra et hus, vi selv har bygget, fra den skønneste have (ubetalelig!), fra et område vi har boet i i over 30 år, som vi har præget og som har præget os (ubetalelig!), flytte fra et værdifuldt socialt liv med en stor omgangskreds (ubetalelig!).

Hvad med vores drøm om at bo herude til vi skal bæres herfra? Hvad med værditab af vores ejendom? Hvilken kompensation? Hvor skal vi flytte hen?

Vi er med på, at der skal alternative energikilder til for at rette op på klodens opvarmning. Men ikke for enhver pris.

For det er vel ikke meningen, at man skal flytte fra hus og hjem? Eller at man skal udsættes for sundhedsskadelig støj?

Vibeke S. Ballowitz
Eric Ballowitz

——————

3 * 20. december 2024 * Henrik Grønborg og Ella Jørgensen skriver: Vi siger nej til de tre kæmpevindmøller – Sol og vind på Emborgvej – og tror på, at Bente og Karl Ove holder ord og stopper projektet, hvis der er modstand. Vi er modstandere.

Vi går ind for alternativ energi og vindmøller på havet, hvor de yder 50% mere.
Vi har investeret aktivt i alternativ energi siden 2001. Vi går ind for bæredygtighed.
Vi købte gården på Alkenvej 45 i marts 2022 og elsker beliggenheden på bakken – midt i naturen.
Vi har ombygget Kildegården efter de mest bæredygtige principper – bygget om og ikke revet ned.
Vi har omlagt landbrugsjorden til økologi og i samarbejde med kommunen prioriteret biodiversitet.
Vi glæder os til at tilbringe resten af vores liv her på gården – i et generationsfælleskab i en dejlig landsby.

Bente Andersen og Karl Ove Jokumsen vil sætte tre kæmpevindmøller på 150 m op på bakken. Det er højt oppe. 1150 meter bor vi fra nærmeste mølle – på linjen med den max tilladte støjgrænse. Vi bor op ad en bakke modsat vindmøllerne, og vores udsyn er derfor kun mod skoven/møllerne. Bakken reflekterer støjen. Støjen vil være konstant. Vingernes hvirvlen i luften forhindrer blikket i at falde til ro. 80 % af tiden vil vinden bære i retning af Alken og os. Lavfrekvent støj bevæger sig op til 3 km væk – i vindretningen.

Opstilling af møllerne har store konsekvenserne for naboer til møllen. Nogle bliver nødt til at flytte. Andre overvejer det. Vi frygter den evige uro i horisonten med de store møllevinger og ikke mindst støjen. Når vi taler med andre om behovet for at mobilisere modstand mod projektet – så er vi blevet mødt med; ”Vi bliver jo alle nødt til at bidrage til den grønne omstilling” og ”Vi får jo penge til projekter i lokalområdet”. ”Så får vi måske endelig den cykelsti og multibane i Bjedstrup” er et andet svar.

Vi går fra samtalerne med en klump i halsen og bliver også vrede. Det er nemt at glæde sig til en multibane i Bjedstrup, når vindmøllerne er langt væk og støjen også. Kan man glæde sig over penge til en cykelsti i Alken, når andre borgere får urimelige nye livsvilkår?

”I får jo kompensation” er et andet svar. Intet kan kompensere for den mistede livskvalitet tre kæmpevindmøller bringer med sig. Det gode valg er at sætte vindmøller i bælter langs motorvejen eller på havet. Det var det forslag vi sendte ind som høringssvar. Hvilke politiske argumenter har vores byråd haft, når de har valgt at forringe så mange borgeres vilkår ved at placeret møllerne så tæt ved beboelse og i den skønneste natur ved Mossø. Tre landsbyer bliver alvorligt ramt – mest Alken.

Den demokratiske proces er vanskelig i denne sag. Da Bjedstrup skole var i fare for at blive nedlagt, gik vi 100% ind og bakkede solidarisk op. Vi var nytilflyttede og skulle ikke selv have børn i skolen. Vi forstod, at det havde stor betydning for de enkelte familier og lokalsamfundet. Mon de hårdt ramte personer og familier vil møde samme solidaritet fra lokalsamfundet, som da det handlede om Bjedstrup Skole?

Den kommunale proces er fyldt til randen med lobbyarbejde. Tre konsulenter skal ”hjælpe” os med at få mest muligt ud af processen. En gruppe med to borgere fra tre landsbyer er nedsat – VE gruppen. De skal ”samarbejde” med kommunen og projektudviklerne om det samme – at få mest muligt ud af processen. Hvem har mon nedsat gruppen? Hvilket mandat har den?

Politikerne har sat en finger på landkortet – uden begrundelser. Så overlader de processerne og konflikterne til lodsejer, projektopstillere, VE- gruppen og berørte borgere. Hvor ligger det politiske ansvar for den konkrete beslutning? Hvorledes forholder politikerne sig til de berørte borgere? Den berørte natur?

Vi foreslår at droppe møllerne og solcellerne og plante træer på hele marken. Vi bidrager gerne.

Berørte borgere til kæmpevindmøller: Henrik Grønborg og Ella Jørgensen, Alkenvej 45, Alken

——

2 * 19. december 2024 * Lasse Bjerg skriver: På borgermødet om VE-anlæg kunne det komme til at fremstå som om, at vi kan se frem til en økonomisk indsprøjtning til lokalsamfundet, hvis der kommer vindmøller og solceller ved Emborgvej. Jeg tror, at det er vigtigt at slå fast, at et eventuelt VE-anlæg vil trække flere penge ud af lokalsamfundet, end der kan komme tilbage. På mødet fyldte økonomien meget, så jeg håber at den fremadrettede proces kan fokusere på vigtigere emner som f.eks.:

• Hvad vil støjgenerne betyde for lysten og evnen til at bo i området, og hvordan vil dette påvirke fællesskabet?
• Vi står over for en biodiversitetskrise, der er mindst lige så stor som klimakrisen. Er arealet bedst egnet til at hjælpe biodiversiteten eller klimaet?

Jeg vil give mit bud på konsekvensen for økonomien i lokalområdet. Jeg vil samtidig gerne rose det lokale VE-udvalg, som har grebet opgaven godt an med et fokus på at mindske tabet for lokalsamfundet mest muligt, hvis vi skulle ende med et VE-anlæg.

Inden for 2 km fra VE-projektet ligger Boes, Svejstrup, Alken og Bjedstrup. Her har jeg kunne finde knap 300 ejendomme, som af vurderingsstyrelsen samlet set er vurderet til knap 1 milliard kr. Meget er blevet sagt om styrelsens vurderinger, men det er nok ikke helt skævt. De fleste ejendomme ligger mellem 1 og 2 km fra projektet og har ikke krav på økonomisk kompensation. Alligevel må vi forvente et betydeligt værditab. Hvis vi forsigtigt regner med et værditab på mindst 5–10% i gennemsnit, svarer det til, at ejendomsværdien i området samlet falder med mindst 50–100 millioner kr. Selvom det ikke er penge, vi skal have op af lommen her og nu, er det et reelt tab, som f.eks. vil komme til udtryk, når en ejendom skal sælges, eller hvis der skal optages nyt lån.
På indtægtssiden kan vi forvente 5 millioner kr. fra kommunens ”Grøn Pulje” og hvad udviklerne ellers frivilligt vil byde ind med. Derudover kan vi måske se frem til billigere strøm og andre mindre kompensationer. Der er dog meget langt op til både 50 og 100 millioner kr.
Det blev også nævnt på borgermødet, at der måske kan blive mulighed for at investere egne penge ved at købe andele i projektet. Det er dog i sig selv ikke nogen gevinst for lokalsamfundet. Hvis man har midlerne til at investere i den grønne omstilling, findes der sikkert alternativer, der giver mere grøn omstilling for pengene.

Lasse Bjerg, Else Maries Høj 7

———

1 * 8. december 2024 * Eric Ballowitz skriver: Udspekuleret eller amatøragtigt? Inden jeg fortsætter, vil jeg nævne, at jeg vil være direkte berørt af en eventuel beslutning om at opstille tre 150 m høje vindmøller i mit umiddelbare nabolag. Hvis projektet bliver ført ud i livet, vil jeg være stillet overfor valget mellem to onder, nemlig enten at blive boende og dermed være udsat for alle de gener det medfører at bo ca. 700 m fra disse møller, eller at skulle flytte. Et chokerende valg mellem pest eller kolera – ingen af delene har jeg selvsagt lyst til! Når det er sagt, så er det under borgermødet på Bjedstrup Skole forleden og i dagene efter blevet mere og mere klart for mig, hvor uhørt udspekuleret eller amatøragtigt udviklere, kommune og opstillere har grebet denne proces an.
Det blev nemlig under borgermødet sagt højt og tydeligt af ansøger/opstiller Bente Andersen, ”at hvis beboerne på Alkenvej 24 er imod, så vil de (ansøger/opstiller) stoppe det hele med det samme.” Beboerne på denne adresse ligger nemlig indenfor den zone på 600 meter (fire gange møllernes højde) hvor man ifølge lovgivningen ikke må bo, hvorfor de bliver nødt til at lade sig købe ud og flytte, som forudsætning for at projektet i det hele taget kan sættes i gang. Så spørgsmålet er, hvorfor man ikke har kontaktet de nævnte beboere for at sikre sig deres accept og medvirken? Uden deres accept er der intet projekt at gå videre med!
Hvorfor sætte hele denne langstrakte offentlige proces med borgermøder, høringsfaser m.m. i gang, hvis en enkelt husstand kan stoppe projektet? Hvorfor sætte alle de husstande, der bor tæt på det planlagte projekt, i alarmberedskab? Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at hverken udvikler, der har udviklet masser af lignende projekter, ansøger, der har store interesser i projektet eller kommunen, der har storstilede planer for kommunens grønne omstilling, har overset denne helt essentielle detalje.
Det skal retfærdigvis nævnes, at opstiller Bente Andersen for et års tid siden faktisk en enkelt gang har haft kontakt til familien på Alkenvej 24. Og at Bente på borgermødet beklagede, ikke at have henvendt sig til familien.
Men, det at sætte den offentlige proces i gang nu, uden at kende til familiens holdning, sætter i mine øjne den nævnte familie under et uhørt pres, for nu er alle områdets beboere på borgermødet blevet præsenteret for alle de fordele og lyksaligheder der kan opnås for området, hvis man ender med at føre projektet ud i livet (Grøn Pulje, medejerskab, m.m.)
Hvad er det for et pres at lægge på en enkelt familie? Man kunne i god tid have været i dialog med familien, ført indledende samtaler, sørget for at få en forhåndsgodkendelse. Men nej. Er det en bevidst kalkule fra en eller flere af aktørerne at sætte den offentlige proces i gang uden at have drøftet konsekvenser og muligheder med familien? For, hvor mange mennesker har is nok i maven til at vende tommelfingeren ned til et højt profileret multimillion projekt der har hele egnens bevågenhed? Hvordan vil det mon være at skulle være den der stopper et sådant projekt?
Måske ser jeg spøgelser, måske løber min fantasi af med mig, det kan man kun håbe. Men når jeg prøver at sætte mig i familiens sted – føles det bestemt ikke rart. Dette pres kunne man med bare et minimum af omtanke have sparet familien for.

Eric Ballowitz, Alkenvej 28