Karl Ole afviser solceller uden møller ved Højlund: Ikke rentabelt

Lodsejer Karl Ole Jokumsen fra Svejstrup Østergaard afviser i dialoggruppen for Sol og Vind ved Emborgvej alene at etablere solceller på sin jord, sådan som der var stor stemning for på Liv i Landsbyernes generalforsamling under overskriften Sol og Natur. Det fremgår af referatet fra dialoggruppen (se Nu er NRGi også inde i billedet – og afviser ekspropriering).
Karl Ole begrunder afvisningen over for alken.dk:
– Da vi fandt ud af, at der evt. var mulighed for opstilling af vindmøller på Højlund, og Skanderborg Kommune efterlyste, at vi kan sikre lokal produktion af vedvarende energi, valgte vi at få analyseret nærmere, om der var en reel mulighed.

Vi fik at vide fra de professionelle, at det sandsynligvis ville gøre projektet mere økonomisk rentabelt, hvis vindmøllerne blev kombineret med et mindre solcelleanlæg. Skanderborg Kommune skrev jo også, at de foretrak hybridanlæg dvs. både sol og vind.

Et større solcelleanlæg alene vil ikke være rentabelt på det pågældende areal, således som mulighederne er i dag.

Vi mener vindmøller udgør en veludviklet teknologi, en udvikling som er foregået i mange år.

Vi mener det er forkert at sætte solceller på landbrugsjord, hvor der kan dyrkes sunde fødevarer og foder. Yderligere ser de ikke ret pæne ud i det åbne land.

Det  er rigtig fint, at lokalsamfundet nu vil sætte gang i projekt sol og natur. Vi håber, det betyder, at der for alvor bliver sat solceller på hustage både hos private husejere og hos virksomheder. Mindre arealer med solceller vil jo også være oplagte hos lodsejere, der har arealer tæt på boliger og virksomheder.

Selv har vi investeret i et ret stort solcelleanlæg på Østermarksvej 11 og et mindre anlæg på Svejstrupvej 8, som begge er placeret på tagflader.

Vi har budt ind med et forslag, der kunne bidrage væsentligt til vedvarende energiforsyning. Kan det ikke gennemføres, håber vi, at der er andre, der vil byde ind.

Klimaforandringer udgør vel en af de største trusler for vore efterkommere?
(Foto: Svejstrup Østergaard)

You are currently viewing Karl Ole afviser solceller uden møller ved Højlund: Ikke rentabelt