Natasja, Jytte, Skipper og andre seje skotter

Det gav skæve smil blandt tilhørerne, da de seks nye kreaturer ved Hede Ager Krog blev omtalt som “skotter”, for menneske-skotten Gary Craig var også med på mødet, der handlede om naturpleje i almindelighed, og græsnings-projektet i samarbejde med Foreningen til fremme af Biodiversitet i særdeleshed.

Jordbrugsteknolog Jesper Fog-Petersen og naturrådgiver Heidi Buur fra Klostergård ved Gl. Rye var på besøg på mejeriet og fortalte om udfordringer og veje fremad, når det gælder biodiversitetskrisen. Jesper fortalte især om de seks eksemplarer af skotsk højlandskvæg, der siden nytår har græsset på engstykket mellem Dakbjerg og jernbanen og blandt andet er med til at gnave græsmængderne ned, så der også bliver plads til de blomster, der naturligt hører hjemme i området.

Det er tale om en tyrekalv med navnet Skipper og fem køer, hvoraf de første to har fået navne: Jytte efter nyligt afdøde Jytte Abildstrøm og Natasja efter den afdøde sanger og rapper. De sidste tre skal også navngives – og meget gerne i samme stil: Efter seje kvinder, fortalte Jesper, der altså gerne tager imod gode forslag. Konkrete navne må kunne videreformidles via Thorbjørn Herrik eller andre fra biodiversitetsforeningen.


Thorbjørn og Jesper har forsøgt at dressere Jytte til at turde forcere Monnes Å, der løber gennem engstykket, ved at lokke med frisk hø. Og når det ellers vil lykkes, er forventningen at alle seks tør følge Jytte som den ældste – og på den måde kunne komme rundt i hele indhegningen og ikke kun drikke af bækken. Tyrekalven Skipper tør godt, mens de noget tungere køer kan være bange for at synke lidt ned.
Mange lokale beboere har været inde og gå i indhegningen under en tur på Enggårdsstien – og det er også helt efter planen. Jesper glæder sig over, at ingen tilsyneladende forsøger sig med at fodre køerne, for det skal man heller ikke. Der er rigeligt med føde i bevoksningen på arealet, der både har et vådere område i den lave ende og et mere tørt i den høje ende. Noget af det, dyreholderne kommer til at følge løbende, er hvor vådt der nogle gange bliver tættest på Emborgvej. Denne vinter har været særdeles tør, mens den forrige til gengæld var særdeles våd, og det får betydning for skotternes græsningsmulighed.
En tidligere nævnt plan om også at lade gotlandske heste græsse ved Hede Ager Krog er stadig uafklaret. At der er så forholdsvis frodigt fødegrundlag kan blive for meget af det gode for hestene, der risikerer at foræde sig og pådrage sig sygdommen forfangenhed.
For køerne er Hede Ager Krog efter Jespers mening derimod nærmest et perfekt areal, og man skal i hvert fald ikke være bange for, at skotterne kommer til at fryse. Det er nærmest et hygge-smørhul med nok foder, gode læmuligheder, og hvor pelstotter i træer og buske vidner om, at der er dejlige kløpinde at komme til. Vandmængderne kommer til at afgøre, om dyrene skal lidt væk i de vådeste perioder.

Jesper vil lade sit telefon-nummer stå synligt ved indhegningen, og man er velkommen til at tage kontakt, hvis man har observationer eller spørgsmål.
(Foto: Jesper Fog-Petersen) (Skitsen: Tag det ikke alt for bogstaveligt, at der med rødt står, hvor du står)

You are currently viewing Natasja, Jytte, Skipper og andre seje skotter