Efter lang tids forberedelser ser diverse forhindringer ud til at være løst, og i første omgang har syv husstande på Mossø Bakke nu en delebilsordning og kan booke og bruge to VW ID4-elbiler. Køretøjerne er ankommet, ligesom to ladestandere snart kan tages i brug. Lykke og Michael Hougaard Sandgreen er med i ordningen, hvor to familier er uden egen bil, én er ved at sælge sin bil og fire undgår at anskaffe bil nr. 2 ved at være med i ordningen. De fortæller, at Vejdirektoratet støtter ordningen de første to år med 75 pct. af leasingudgiften, og dermed kan det månedlige kontingent holdes på omkring 500 kr. Dertil kommer forbrug. Der bliver mange erfaringer at gøre sig, og indtil videre har delebilisterne bl.a. aftalt, at man ikke skal kunne booke bilerne til fast arbejdspendling, og at man ved weekendture ikke kan booke begge biler. At lade andre elbilister købe sig ind på at tappe strøm fra de to ladestandere har de fravalgt – bl.a. af sikkerhedsgrunde. Der er som bekendt mange børn på Bakken, og ikke alle udefrakommende kører lige forsvarligt, er deres oplevelse. Om andre fra Alken skulle kunne melde sig ind i ordningen har også været drøftet, men har ikke kunnet lade sig gøre med de nuværende skatte- og momsregler. I forvejen sagde flere leasingfirmaer nej til at lease ud til en delebilsordning. Lykke og Michael ser dog meget gerne på længere sigt at kunne brede ordningen længere ud i byen. Nu får de sig i hvert fald i første omgang nogle erfaringer, ligesom betingelserne for tilskud og skatteregler meget vel kan ændre sig. Michael tilføjer iøvrigt, at der var en fejl på de to bestilte biler, så de har fået et par midlertidige biler til låns.

