Af Henning Sejer Jakobsen, lodsejer på Vædebrovej ved Mossø og Alken, og byrådskandidat i Skanderborg Kommune

Skanderborg Kommune er nok den kommune i Danmark med mest vand i forhold til kommunestørrelsen med 8,7% af arealet dækket af vand, endda uden at have kystlinje. Lidt mere end Silkeborg på 7-8%, og de største søer i landet er faktisk i Skanderborg Kommune som central del af Søhøjlandet. Her er Mossø faktisk nu Jyllands største sø – landets 3. største kun 0,2 km 2 mindre end Esrum sø på Sjælland fordi Klosterkær som vadeområde ikke tæller med (Arresø er største sø i Danmark og godt dobbelt så stor, men jo ikke en ’rigtig’ sø, og uhyggelig beskidt).
Selvom Mossø er en af kommunens reneste søer, er den kun i ’moderat økologisk tilstand’, hvorimod både Skanderborg Sø og Salten Sø faktisk er i decideret dårlig økologisk tilstand, hvilket jo kan have betydning for Mossø grundet tilstrømning af vand fra Skanderborg Sø via Tåning Å til Mossø, mens Salten Sø tilstrømmer Gudenåsystemet. Så vi skal passe på, for mange trusler mod vandkvaliteten i Mossø!
Mossø er orienteret med sin længdeakse i øst-vestlig retning med en maks. længde på ca. 10 km og med en bredde på ca. 2 km i den store tunneldal, samlet kaldt Gudenådalen. Reelt består søen af tre bassiner omhandlende:
⮚ Bassin 1: Omfatter det store østlige hovedbassin med det dybe område på ca. 22 meter – gennemsnit på 10,3 meter, mod vest er der en tværgående sandbanke med en temporær ø og lav vanddybde. Bassin 1 udgør 1311 ha og klart det største, og her er der fire tilstrømninger.
Det er også i denne del af Mossø, vandet ”opholder” sig længst tid på 803 dage, godt 2 år.
⮚ Bassin 2: Omfatter området vest for sandbanken til Lindholm Hoved, mindre dyb med største dybde på 7 meter – gennemsnit på 4,2 meter. Bassin 2 er 341 ha, og uden tilstrømning fra åer og bække. Her opholder vandet sig ”kun” 87 dage, hvilket betyder ret stor gennemstrømning
⮚ Bassin 3: Omfatter området vest for Lindholm Hoved og er egentlig ikke et bassin, men mere en udvidelse af Gudenåen. Her er Mossø kun 3,7 meter dyb på det dybeste med en gennemsnitslig dybde på 2,9 meter. Bassin 3 er på 36 ha og tilstrømmes og afvandes af
Gudenåen, hvorfor vandet også kun står her i ca. 2 dage, inden det løber videre.

Mossø forsynes med vand primært fra fem kilder, modsat afvandes det alene af Gudenåen. Gudenåen tilfører 148,7 mill. m 3 vand til Mossø om året, men modsat afløber der 202,9 mill. m 3 til Gudenåen om året. Dette omhandler kun den vestlige ende af søen ved bassin 3, hvor situationen er helt anderledes i bassin 1, som er det store og reelt det kritiske grundet tilløbene! I bassin 1 bl.a. ved Alken, Alkenvej og Vædebrovej, er der fire tilløb:
⮚ Langdal Bæk, der dog kun bidrager med 1,1 mill m 3 vand pr år. Her udvaskes 324 kg fosfor hvert år fra området
⮚ Bjergskovbæk, der kun bidrager med 1,6 mill m 3 vand om året, som landets stejleste bæk vasker den fuldstændigt alt ud i Mossø og derfor selv er ret ren. Herfra kommer der 276 kg fosfor om året
⮚ Illerup Å, som tilstrømmer Mossø med 18,9 mill m 3 vand årligt, og både er stor vandkilde og ”synder” med 1277 kg fosfor om året. Dette lander endda i Fladningen, der grundet den lave vandstand er særlig udsat for fosfor, men også ved god økologisk tilstand kan klare meget grundet bundplanter
⮚ Tåning Å som den helt store med 39,7 mill m 3 om året, og grundet dette vand, der kommer fra den møg-beskidte Skanderborg Sø interessant også for Mossø. Her udledes 9811 kg fosfor årligt, så den er den helt store bidragyder af fosfor til Mossø.

Jo en anden problemstilling vi har med søer end hvad kendt fra landets sunde, fjorde og bælter, bl.a. grundet saltvandsindholdet. I fjordene er det kvælstof (N), der giver udfordringer, i vores søer er det fosfor (P), der giver de store udfordringer – i hvert fald når vi snakker organisk kemi. Fosfor ses også i fjorde, men i modsætning til ferskvandssøer og vandløb, er fosfor i fjorde og saltvand ikke det primære begrænsende næringsstof og mindre betydende end kvælstof her. I søer og vandløb er kvælstof modsat ikke samme problem, fordi ilt, biologiske processer og visse alger bl.a. ved nitrogenfiksering kan skaffe den nødvendige mængde kvælstof, og derfor ikke vokser vildt grundet for meget kvælstof alene. Det betyder, at uden tilstrækkeligt fosfor (P), kan planter og alger ikke vokse hurtigt, og fosfor styrer dermed produktionen af planteplankton, der er grundlaget for fødekæden i disse økosystemer. Det brugte kalium (K) fra landbruget og haver er trods udvanding sjældent et problem i søerne, da det primært fungerer som en elektrolyt. Men som også kendt når man
har stueplanter i vindueskarmen og planter i haven, er gødning (NPK-gødning) både godt og vigtigt, men for meget slår planterne ihjel (medmindre det udvandes)! Samme i søer – noget endda meget næring skal til, men for meget fosfor i søer og vandløb fører til en overdreven vækst af alger (primært planteplankton), der gør vandet uklart, og bundplanterne får ingen lys og dør. Døde planter på bunden nedbrydes, hvilket kræver ilt og fører til iltsvind i søen, der forringer økosystemets sundhed og biodiversitet. Iltning af søen løser ikke problemer, men kombineres dette med fjernelse af alger, er det godt – og bruges specielt på dybere søer med middeldybde over 3 meter som jo særligt kendetegner bassin 1 i Mossø. Overgødning – for meget fosfor og manglende ilt på bunden, kan samtidig fremme cyanobakterier, der kan producere giftstoffer – af de fleste kendt som blåalger, selvom det reelt ikke er alger men bakterier. Ligeledes fremmer dette svovl-reducerende bakterier, som producerer ildelugtende giftstoffer som svovlbrinte (H2S) og ammoniak, der får søen til at lugte grimt. Så selv om Bjergskovbæk bidrager med 4% kvælstof, Illerup Å bidrager med 21% kvælstof og Tåning Å bidrager med 75% kvælstof (ca. samme fordeling som fosfor), er det ikke kvælstof, men fosfor, der er i fokus.
Hvad kan man gøre? Ja meget, og her mener jeg fokus bør være på to parallelle tiltag:
1: Begræns tilførslen
2: Rense op fra fortidens syndere
Tilførslen kommer primært fra to syndere i bassin 1 i Mossø:
⮚ Tåning Å, der får vand fra Skanderborg Sø. Alene i Skanderborg Sø tilføres hvert år omkring 4.000 kg fosfor, hvilket er ca. 30% mere end søen naturligt kan ”tåle”. Skanderborg Sø er som Stilling-Solbjerg Sø også hårdt belastet af fortidens ‘synder’ som et slagteri, industri og huse/by tæt på søen, men derudover bidrager tilløb, der afvander 860 ha agerland via dræn, bække og åer. Alene Ringkloster Å udleder ca.1.300 kg fosfor/år, og selv om meget fosfor er naturligt, er 1.300 kg for meget. Endelig kommer der meget (godt 500 kg fosfor/år) fra renseanlægget, der trods det er effektivt med virkningsgrad på over 95% stadig giver meget (i dette tal indgår overløb ikke). Selvom der er ca. tre gange så meget vand i Mossø som Skanderborg Sø er det en udfordring, der også kan ramme Mossø. Når Gammel Rye og Ry
renseanlæg kobles til Skanderborg renseanlæg (sker snart), holdes eller forbedres procenten nok, men modsat kommer der givet også mere fosfor samlet. En plan, der har verseret, er at føre det rensede spildevand direkte til Mossø, hvilket er en latent trussel for Mossøs økologiske tilstand. Endnu er Vrold Sø og Tåning Å ikke røde (dårlig økologisk tilstand), men med problemerne i Skanderborg Sø er dette måske et spørgsmål om tid – medmindre der (som der bør) sker noget med Skanderborg Sø parallelt med det jeg foreslår for Mossø. Så tilstanden i Skanderborg Sø har kæmpe betydning også for Mossø, og en ren Skanderborg Sø er super for Mossø. Særligt nu, hvor der er blevet muligt og super hyggeligt at padle mellem de to søer via den åbnede Tåning Å. Faktisk vil en renere Mossø også være super for
Gudenåen, der Mossø er væsentlig vandreservoir for Gudenåsystemet.

⮚ Illerup Å er også voldsom bidragsyder af fosfor til Mossø, og selvom det er meget mindre end Tåning Å er det interessant, dels fordi det er ’let’ at gøre noget her, dels fordi det rammer Fladningen og det lave vand her, som jo burde være en sand perle også på varme sommerdage.
Løsningen for Illerup Å kunne være (det synes jeg) at bruge området fra Alken Enge nærmest op til Ryvejen til naturlig og økologisk vandrensning ved bækkenes og åernes udløb i søerne med brug af egnede træer, der fungerer som naturlige filtre, der opsuger og binder
næringsstoffer, før vandet rammer Mossø. Metoden med beplantning er ret enkel: Planter som piletræer, elletræer eller andre sump- og vandplanter plantes, og de optager næringsstoffer som kvælstof (N) og fosfor (P) gennem deres rødder. Når de når en vis størrelse, fjernes de (for afbrænding i forsyningen) og på den måde renses vandløbet – oftest med op til 50%. Samtidig ændres Illerup åløb til det gamle snoede system, drænrør fjernes og Illerup Å bliver en å igen. Langsommere gennemstrømning er gavnlig for vandløbets økosystem, fordi det fremmer bedre iltningsforhold i vandet (sunde planter omsætter kulstof fra CO2 til organisk vækst og ilt), giver mere tid til naturlig nedbrydning og omsætning af sedimenter, næringsstoffer og forurenende stoffer kan ske, således planter og dyr kan finde stabile levesteder og øger biodiversiteten. Jo bl.a. også derfor vandløb som bække og åer både er centrale kilder til iltning og næringsstoffer i søerne, men samtidig også hurtigt kan transportere næringsstoffer ud i vandløbene ved hurtig gennemstrømning og forstærke problemerne ved overgødning. Også derfor mange kommuner og foreninger har initiativer for at lave søer ved vandløb som effekt mod denne udvaskning, som bl.a. ses ved projektet for genskabelse af Kolindsund Sø mellem Syddjurs og Norddjurs, Filsø og Vildsted Sø. Nogle steder kombineres sø, lavområde og løb som ved Vestbirk og ved Klosterkær, og her er Tange Sø jo en højaktuel sag for en debat alt efter hvad man tror og synes. Området ved Illerup Å kan suppleres – men ikke erstattes, med randzoner og lavbundsprojekter, da sådanne primært etableres af hensyn til CO2 reduktion og -regnskab, og kun marginalt har betydning for fosfor og vandets økosystem. Hele dette område ved Alken Enge er oplagt for sådan en løsning kombineret med samtidig at skabe klima- og oversvømmelses-sikring, bliver unikt
biodiversitetsområde, og samtidig bliver et enestående natur/kultur-landskab til glæde for alle herunder en ren Mossø (god økologisk tilstand) og beboerne i området.
Men vi skal også rydde op – for selvom naturen er fantastisk til at skabe balance, skal den altså lige have lidt hjælp. Som at rydde op efter en god fest: Ikke nok at lufte ud og fjerne det værste, oftest skal der også lige støvsuges og vaskes gulve. Her for Mossø omhandler dette bl.a.:
⮚ Alger. Søernes alger skal fjernes, når de bliver voldsomme og for meget let at se – søen begynder at lugte og har måske et grøn-blå skær, men gerne indsats lidt før. Alle, der har eller har haft et akvarium ved, hvor meget det betyder at fjerne alger og have effektiv iltning,
men når alger tager overhånd, virker iltning ikke! Når algevæksten er for stor, bliver vandet uklart og bundplanterne får ingen lys og dør. Døde planter på bunden nedbrydes, hvilket kræver ilt og fører til iltsvind i søen, der forringer økosystemets sundhed og biodiversitet, og
der dannes giftstoffer. I lavvandsområder som Fladningen ved Mossø er problemet ofte større, da lyset normalt lettere når bunden og skaber liv, men alger hindrer dette og bunden dør med øget mængden af dødt organisk materiale på bunden, hvorpå de giftige stoffer skabes og
yderligere forværrer forholdene for dyrelivet. På Fladningen er dette forstærket af Illerup Ås udløb, som er flyttet og ikke længere bidrager væsentligt med ilt – stærk forstærket af en periodevis ukontrolleret udbredelse af siv (ingen siv her før 1956). Alger er vigtige i søer og
andre vandmiljøer, fordi de producerer ilt gennem fotosyntese, som mange andre organismer i vandet er afhængige af. De danner også grundlaget for fødekæden i økosystemet ved at være føde for smådyr (zooplankton), som igen er mad for fisk og andre større dyr. Modsat er for mange alger et kæmpe problem (skyldes for meget fosfor), da de hæmmer lysets penetration til undervandsplanterne og dermed dør søen. Mossø har brug for alger, men da der tit er for mange, skal den ”have en hjælpende hånd”, for det er jo vores skyld via udledning af fosfor, at de kommer. Fjernelse af alger er velkendt f.eks. kemisk (stof der binder fosfor og falder til bunds) eller biomanipulation ved at fjerne de fisk, der spiser de dyreplankton, der normalt spiser algerne – eller udsætte rovfisk, der spiser dem. Begge er voldsomme metoder, hvor jeg derimod ser fysisk fjernelse som kendt fra akvarier som bedst, hurtigst og mest effektiv. Dette er en slags slamsuger – velkendt efterhånden mange steder og det gode er her, at alle søerne i Skanderborg og Silkeborg har brug for lidt hjælp her og udstyret kan bruges mange (alle) steder. Mossø er faktisk let at bearbejde, da den er smal og lang. Alger samles sig derfor typisk ved Fladningen grundet vestenvinden, nogle gange andre steder, men sjældent voldsomt over hele søen. Og vi skal bare samle noget – ikke alt, for søen skal kun lige hjælpes lidt.
Svarer jo til at skubbe en bil i gang, som har sat sig fast i sneen. Den skal lige have lidt hjælp for at komme i gang, nogle gange meget hjælp som ses for Skanderborg Sø.
⮚ Den voldsomme og ukontrollerede udvikling af grøde og trådalger medfører, at mindre lys kommer igennem til sedimenter og slam på bunden af søerne, hvorved den naturlige binding af fosfat ikke kan ske og der dannes flere alger – en ond cirkel som særligt opleves om
sommeren med temperaturdelte flader i søerne og dermed øget iltmangel. Grøde er en fællesnævner for bl.a. bændelvandaks, knippestar, mannagræs, vandranunkler, og forskellige siv- og rørplanter, og er vigtige levesteder og skjulesteder for fisk, smådyr og mikroorganismer. Men med for meget fosfor i vandet stiger grødeudvikling, og uden indsats både på fosforen og udviklingen af grøde, vil grøden helt overtage vandløbene. Grødeplanter har den fordel, at de har meget vækst over vandet, hvor de får lys og ilt, men samtidig har de
rødder under vandet, hvor der som nu er voldsom god næring og gødning. Her kan grødeplanter være med til at rense søen, hvis det afskårne grøde fjernes fra søen – ellers fører det jo bare fosfor tilbage til vandet og intet er opnået, tværtimod. Dette er desværre noget vi
ofte ser specielt med siv, der ikke fjernes, men siver rundt og bliver et problem! Dårlig vane at beskære siv når der er fralandsvind! Målet med grødeskæring er at finde en balance, hvor man beskærer og fjerner nok vækst til at sikre god vandføring, lys og iltning, men samtidig
bevarer planter nok til at støtte det biologiske liv i vandløbet og søernes økosystem. Dette er særlig relevant i Gudenåsystemet, der jo er en del af Mossø, men også relevant med siv og rørplanter på fladningen, hvor problemet ligner det der ses i Gudenåen. En af metoderne er
’pincetgrabbing’, der har vist stor effekt på Fyn og stærkt dokumenteret af Aarhus Universitet. Her fjernes indledningsvis de højtvoksende og stivstænglede sumpplanter med en grab på traktor eller gravko, der i mange af vandløbene danner tætte bevoksninger på vandløbenes bund. Her gribes fat i planterne, der skaber problemer, og de fjernes helt på en sådan måde, at der ikke skæres fra kant til kant, således der renses og bevares. Fokus er på både hvornår og hvordan der skæres for bedst mulig effekt. Det skaber plads og giver lys på vandløbenes bund, hvilket giver undervandsplanterne mulighed for at komme tilbage i vandløbene trods vandkvaliteten bidrager med kraftig grødevækst. Jo mere forurenet en sø eller et vandløb er med fosfor, jo større er behovet for grødeskærring og beskæring af siv, så det er vel et håb for os alle, at grødeskæring ikke er permanent nødvendigt, men midlertidig til søen kommer i god økologisk tilstand med naturlig udbredelse af planter og grødeplanter.
⮚ Historiske vandstandssænkninger og flowændringer ændrer søernes hydrologi – dog ikke altid negativt, men voldsomme ændringer har negativ indflydelse på økosystemet. Dyrelivet og planter er simpelthen ikke hurtige nok til at omstille sig disse store ændringer, og økosystemet forstyres. Samlet – ja vi bør arbejde med vandstand, flow, iltning og belyses, så Mossø bliver i god økologisk tilstand. Mange af kommunens ja hele områdets vandløb er i forvejen modificerede (regulerede) eller kunstige, ligesom der er kunstige opstemninger og overløb, så ikke meget der er naturligt i Gudenåsystemet. Måske heldigvis – så ville Gudenåen jo rende ud i Limfjorden og ikke Randers Fjord, men det er jo en helt anden snak. Så lad os give naturen og Mossø “en hjælpende hånd” for at blive ren igen, og samtidig skabe en værdifuld sidegevinst med klimasikring mod skybrud og oversvømmelser, hvor det skabes en spændende natur i og omkring Mossø med plads for alle.