Lykke vil arbejde for, at Mossø fortsat er dejlig at bade i

Jeg stiller op til forbrugervalg hos Skanderborg Forsyning, fortæller Lykke Hougaard Sandgreen fra Mossø Bakke. Der skal vælges to forbruger-repræsentanter og to suppleanter til bestyrelsen. De skal sidde fire år – fra 2026-2029, og der er 14 kandidater. Lykke skriver:

Jeg stiller op, fordi forsyningens strategier og beslutninger kan have stor betydning (godt eller dårligt) på os og vores lokale natur og miljø. Derfor vil jeg gerne sikre mig, at der træffes gode, velovervejede og bæredygtige valg for vores fremtidige forsyningssystem. Jeg arbejder til dagligt med vand og klimatilpasning, hvor jeg har stort fokus på hele vandets kredsløb. Og den viden, vil jeg gerne sætte i spil hos bestyrelsen for Skanderborg Forsyning. Helt konkret ser jeg frem til at følge udvikling af det nye renseanlæg, forsyningens tilgang til reducering af overløb fra fællessystemet og håndtering af terrænnært grundvand. Sidstnævnte er en ny disciplin for forsyningen og skyldes ny lovgivning på området. Jeg er utrolig glad for den fantastiske natur omkring os, særligt Mossø. Og hvis vi skal forbedre kvaliteten, så den lever op til vandområdeplanerne og fortsat er dejlig at bade i, så skal vi sætte den rigtige retning for regn- og spildevandsområdet. Jeg kan se, at der er hele 14 gode kandidater, så nu må vi se. Jeg kommer i hvert fald ikke ind, hvis jeg ikke forsøger.

Se her, hvem der ellers er i bestyrelsen (nederst på siden).
Man kan stemme frem til fredag 24. oktober kl. 12, og der er en stemme pr. husstand. Man stemmer her.

You are currently viewing Lykke vil arbejde for, at Mossø fortsat er dejlig at bade i