En ugift karl i Alken, Simon Jensen på 30, og en enlig daglejer, Else Hansdatter på 35, også fra Alken, er hovedpersonerne i en ulykkelig historie fra 1788, som en præst Schmidt fra Vær fortalte den i et brev til amtmanden: “Et ubekendt qvindemenneske ankom sent om aftenen til Serridslev og bad om nattely forskellige steder. Gårdmand Rasmus Nielsen ynkedes over hende, da hun så elendig ud. De så vel, at hun var meget ubekvem og tyk, og frygtede, at hun var frugtsommelig, men hun sagde, at hun altid havde været sådan, fik plads i laden og nogle klæder at ligge på. Men tidligt om morgenen gjorde hun anskrig, og da konen i huset løb ud, stod kvinden halvnøgen i ladedøren med et barn i forklædet og bad om at blive løst ved en fostermoders hjælp. Det sørgede konen i huset for, og den fødende kom i en seng. Barnet var fuldkomment, levende og frisk. Rasmus Nielsen spurgte siden præsten, hvad de nu skulle gøre og blev pålagt at melde det til godsets herskab – på Serridslevgård. Kvindens navn var Else Hansdatter, der som inderste – lejer – havde boet hos en gårdmand i Alken i 16-17 år. Men for 19 år siden skal hun have giftet sig med en Hans Pedersen i Voerladegård Sogn med hvem hun blev i tre år, da han besov et andet qvindemenneske og derpå rømte“, altså skred sin vej. “Derpå flyttede hun til Alken, hvor hun har været indtil nu. Karlen Simon Jensen skal for 3-4 år siden have besvangret hende, hvorefter hun fødte tvillinger, som døde efter 5 uger og blev begravede på Dover Kirkegård. Barnefaderen skal da have villet ægte hende, men da der ikke var efterretninger om hendes mand og heller ingen rømningsdom ved skilsmisse, ville præsten hverken trolove eller gifte dem. Hun skal igen have ladet sig besvangre af Simon Jensen, hvilket er det barn, der nu er født. Til præsten fortalte Else også, at hun for 18 år siden mistede sin næse ved et flod. Næsen er borte, men intet hul eller sår, den er kun indtrykt i ansigtet”,” ja, sådan står der.
Hvorfor Else gik til Serridslev for at føde, får vi ikke beskrevet, men mon ikke svaret skal findes i den tids ganske dystre regler om udenomsægteskabelige forhold og den meget svage retsstilling for en ugift tjenestepige. At have født et såkaldt uægte barn, som Else jo måtte, da præsten ikke ville vie hende og Simon, betød som minimum, at det måtte bekendtgøres ved et offentligt skriftemål i kirken – altså i hele menighedens påhør. Om hun blev yderligere straffet, ved vi ikke. Men flere gange samleje uden for ægteskab kunne blive skæbnesvangert.

Året før blev Inger Sørensdatter fra Bjedstrup idømt tugthus i fire år for sit tredje lejermål – samleje uden for ægteskab. Inger havde i 1778 født en lille Jens, der bare blev seks uger og åbenbart ikke nåede at blive døbt. I 1779 fremgår af kirkebogen endnu en Jens som “uægte barn af Bjedstrup” – hvor faderen var soldat Jens Borresen fra Århus. I 1785 var det en lille Søren, der fik samme betegnelse. Det var tredje gang, som det udtrykkeligt fremgår, og så faldt hammeren. Præsten i Dover Kirke, Jes Fæster, havde styr på de dele og attesterede de tre børn, så på Skanderborg Birketing blev Inger dømt i 1787 efter en forordning fra 1751. Straffen lød på seks års arbejde i tugthus, hvilket af amtmanden blev formildet til fire år på grund af, at hendes skrøbelige forældre og hendes umyndige barn kunne behøve hendes hjælp. Så bare et af de tre børn levede åbenbart nu, og det fremgår, at de gamle forældre skiftedes til at betle med barnet i de omkringliggende byer. Da en udsending fra retten skulle registrere og forsegle Ingers ejendele til betaling af hendes tingsbøder, måtte de til Boes, hvor hun tjente hos Jens Christensen. Det kom der ikke mere ud af, for “hun havde næppe så meget, hun kan skjule sit legeme udi“.

I 1788 var der ejerskifte i en af de fire selvejergårde i Alken: Troels Andersen overtog efter sin far Anders Jensen, der havde haft gården i 33 år – siden 1769 som selvejer. Troels’ første kone blev Maren Nielsdatter.

Fra kirkebogen i de år skal fra 1786 nævnes Et kvindemenneske, som blev fundet død af frost og kulde på Siim mark, og fra 1789 en trist ulykke: John Rasmussens dreng i Hemstok, ihjelslagen af løbske heste, 11 år.

Kortudsnittet med gårdene i Alken er fra et matrikelkort fra 1817.

Find de første ni kapitler om Alkens første kendte beboere:

1. 1490-1667 Fæstebønderne Søren Christensen og Jost Andersen. 
2. 1667-1696 Kvinder uden navne, høj børnedødelighed og en bondekone på 14
3. 1696-1705 En dragon fra Boes, husmænd i Alken og ’godvillige’ overtagelser
4. 1705-1720 Ung kone død i barnsnød, og opholdsmand druknet i Mossø.
5. 1720-1728 Rytterskole i Svejstrup, en fattig skoleholder, en aftakket rytter og fællesdrift på kirkens jord.
6. 1728-1737 En overfaldsmand fra Alken, der kom i Den spanske Kappe, og en usædvanlig ægteskabskontrakt.
7. 1737-1744 Hestetyve, natmandsfolk, dødsstraf og pisk.
8. 1745-1749 Drik og fylderier, liderlighed og brændevin.
9.  1749-1755 En Alken-bondes kamp for at overtage en forgældet gård i Forlev.

Og de seneste kapitler:

10. 1755-1769 * Auktion på slottet – og fire selvejere i Alken. 
11. 1767-1769 * Da en Boes-bonde gjorde sin tjenestepige gravid og fik nedsat straf
12. 1768-1775: * Da ulydige bønder i Boes endelig vandt over en rådmand fra Aarhus
13. 1770-1784: * En sulten kvinde frøs ihjel, en dreng druknede og udskiftningen knasede
14. 1787 * Folketælling i Alken: Madmødre, tjenestefolk – og en tiggerfamilie
15. 1731-1734: Natmand endte i galgen efter tyverier i bl.a. Svejstrup Præstegård – og hang der et år

Kilder:
Steen Holger Andersen: Dover Sogns historie gennem 400 år.
Folketælling 1787, Rigsarkivet.
Dover sogns kirkebog, Hjelmslev Herred, 1692-1785.