Skolen søger lærervikar

Kære lokalsamfund. På Bjedstrup Skole søger vi en lærervikar, der brænder for relationer og har lyst til at være en del af hverdagen hos os – både nu og i kommende skoleår. Stillingen er som tilkaldevikar og indebærer vikardækning i undervisningen fra børnehaveklasse til 6. klasse samt deltagelse i vores fritidstilbud. Hos os handler det først og fremmest om relationer. Vi har brug for en vikar, der kan være tydelig og skabe trygge rammer – og som samtidig har lyst til at være sammen med børnene og tage del i deres hverdag.
Som vikar vil du som udgangspunkt følge den planlagte undervisning, så hverdagen bliver genkendelig og tryg for eleverne. Der vil dog også være dage, hvor der ikke ligger en plan klar – og her har vi brug for, at du kan tage initiativ og selv sætte noget i gang, der giver mening for børnene. Det kan fx være små faglige aktiviteter, lege eller bevægelse – vigtigst er, at du kan skabe en god stemning, holde struktur og være nærværende sammen med børnene. Samtidig er det vigtigt for os, at du tør spørge om hjælp. Ingen forventer, at du kan det hele fra starten – og hvis en klasse er svær, eller du er i tvivl om noget, så er der altid kolleger og en ledelse omkring dig, som vil hjælpe dig og du kan sparre med.
Om stillingen
Som lærervikar hos os vil du:
 Varetage vikartimer i skoledelen (bh.kl. – 6. klasse)
 Varetage vikartimer i fritidstilbuddet, hvor du vil indgå aktivt i leg og aktiviteter
 Skabe trygge rammer og gode relationer til eleverne
 Være tydelig og rammesættende i din klasseledelse
 I fritidstilbuddet stå for og gennemføre planlagte aktiviteter sammen med børnene
Arbejdstiden ligger som udgangspunkt inden for tidsrummet kl. 7.45 – 17.00 og varierer afhængigt af behov. Som tilkaldevikar vil du typisk bliver ringet op kl. 7 om morgenen, med mindre der er kendt fravær og du naturligvis så kender din arbejdstid på forhånd.
Vi søger en vikar, der:
 Er relationsstærk og trives i samværet med børn
 Er tydelig, struktureret og kan skabe ro og overblik
 Har en anerkendende og nærværende tilgang til eleverne
 Er fleksibel og kan træde til med kort varsel
 Har lyst til både undervisning og pædagogisk arbejde i SFO og klub
 Gerne har erfaring med børn (ikke et krav, men en fordel)
Praktisk information
Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Som en del af ansættelsesprocessen vil der være mulighed for et par prøvevagter. Her får du mulighed for at mærke jobbet og hverdagen hos os, samtidig med at vi vurderer, om der er et godt match.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Send eller kom forbi med din ansøgning og CV hurtigst muligt – vi afholder samtaler løbende.

De bedste hilsner Caroline Leth-Nissen, viceskoleleder
Bjedstrup Skole & Børnehus
Tlf.: 24954152
Mail: caroline.leth-nissen@skanderborg.dk

You are currently viewing Skolen søger lærervikar