1869-1871: Sparekasse i sognet, brevsamlingssted i Alken og en bortkommen Bede

I 1869 kom et politisk signal fra en af gårdmændene i Alken, Christoffer Ernstsen. Sammen med en række andre østjyder opstillede han redaktør Bjørnbak som rigsdagsmand. Bjørnbak kom fra Jysk Folkeforening, der arbejdede for almindelig valgret og agiterede for nedrustning. Også hans nabo, Ole Pedersen (Laven), engagerede sig – var med til at stifte en Spare- og Lanekasse i Dover Sogn “for at lette adgangen til at opspare Smaasummer og for at skaffe Sognets Beboere mindre Laan på kortere Tid.” Bestyrelsesmedlemmerne indskød hver 25 Rigsdaler – udover Ole Pedersen var det Jens Jørgensen, Brandstrupgaard, Laurs Nielsen, Siim, M. Chr. Madsen, Lærer, Niels Pedersen, Siim, Ole Jensen, Nygaarde, Jens Andersen, Illerup, Kristen Andersen, Hemstok, Espen Nielsen, Boes og Søren Nielsen Fiirgarde.

Landpost Rasmus Madsen og hans kone Mette Katrine Lassen.

Ved holdepladsen i Alken blev der, nu der var togforbindelse, oprettet brevsamlingssted. Og samme år blev Rasmus Madsen fra Dakbjerg ansat som landpost. Hans daglige tur med breve gik til fods Mossø rundt – syv mil. Hans oldebarn beskrev hans arbejde i en historie bragt på alken.dk, bl.a. hvordan han på sine gamle dage fik et dårligt ben, det kunne ikke mere følge med. Han fik så den geniale ide at binde en strik om sin træsko, strikken gik op til hans hånd, og derved kunne han løfte foden frem. Postruten søen rundt passer dog ikke helt med postvæsenets beskrivelse af “Boes Post. Hver Tirsdag, Torsdag og Løverdag fra Boes, Alken, Illerup Møllebro til Skanderborg, samme Vei og samme Dag tilbage.” Uanset hvad bragte landpostbudene breve ud, og brevsamlingsstedet i Alken, der fungerede frem til 1961, havde eget stempel til frimærkerne. Se femøres-frimærket med Alken-stemplet, som Ole Nielsen scorede i 2008 på en netauktion – for 12 kr. Frimærket er fra senere – møntsystemet med kroner og øre blev indført i 1875.
Fra dagliglivet i Alken og omegn vidner aviserne i de år om:
* at Christoffer Ernstsen donerede 1 Rigsdaler, to par Strømper, og to par Muffedisser til en “indsamling for de franske Fanger og Soldater“, der fra egnen ialt gav 290 Rigsdaler samt en del sokker, vanter, uldtrøjer, uldgarn og træsko.
* at Hr. proprietair Stilling i Illerup satte “en Baad med to Seil og Aarer, tjenlig til fart på de store Søer ved Alken og Laven, til salg for billig Pris, når Handel kan ske snart”.
* at Tjenestekarl Rasmus Christian Andersen fik en belønning “for lang og tro Tjeneste”. 8 Rigsdaler efter 18 års arbejde ved Chr. Ernstsen.
* at Dover-Venge Sogneraad fik udbedret Emborgvej på bakken i Boes Skov og opført en stenkiste tværs gennem vejen – til Monnes Ås gennemløb.
* at en Bede (en kastreret vædder) var blevet væk. En annonce lød: “En Bede, graa Been og graat Hoved samt mærket med en Flænge i Øret, er bortkommen for ca. 14 Dage siden fra Gaardejer Friis’ Mark i Illerup. Optageren bedes levere den til Smed Jørgensen i Alken.”

Find de første ni kapitler om Alkens første kendte beboere:

1. 1490-1667 Fæstebønderne Søren Christensen og Jost Andersen. 
2. 1667-1696 Kvinder uden navne, høj børnedødelighed og en bondekone på 14

3. 1696-1705 En dragon fra Boes, husmænd i Alken og ’godvillige’ overtagelser
4. 1705-1720 Ung kone død i barnsnød, og opholdsmand druknet i Mossø.
5. 1720-1728
 Rytterskole i Svejstrup, en fattig skoleholder, en aftakket rytter og fællesdrift på kirkens jord.
6. 1728-1737 En overfaldsmand fra Alken, der kom i Den spanske Kappe, og en usædvanlig ægteskabskontrakt.
7. 1737-1744 Hestetyve, natmandsfolk, dødsstraf og pisk.
8. 1745-1749 Drik og fylderier, liderlighed og brændevin.

9.  1749-1755 En Alken-bondes kamp for at overtage en forgældet gård i Forlev.

Og de seneste kapitler:

101755-1769 * Auktion på slottet – og fire selvejere i Alken. 
11. 1767-1769 * Da en Boes-bonde gjorde sin tjenestepige gravid og fik nedsat straf
12. 1768-1775: * Da ulydige bønder i Boes endelig vandt over en rådmand fra Aarhus
13. 1770-1784: * En sulten kvinde frøs ihjel, en dreng druknede og udskiftningen knasede
141787 * Folketælling i Alken: Madmødre, tjenestefolk – og en tiggerfamilie
15. 1731-1734: Natmand endte i galgen efter tyverier i bl.a. Svejstrup Præstegård – og hang der et år

16. 1787-1788: Simon og Else måtte ikke blive gift – og Inger kom i tugthuset for samlejer uden for ægteskab
17. 1795-1801: I det gamle Alken boede hele 63 mennesker

18. 1800-1823: Hvad Maren på 14 skrev om sin rige lærdom i Svejstrup Skole
19. 1824-1834: “En næsten upassabel Biergvej” op til Svejstrup – og hele 26 træskokarle 
20. 1837-1848: Stor ildebrand i Illerup og de første fattighuse i sognet

21. 1848-1850: Krigen kom til egnen – en 15-årig hornblæser måtte amputeres
22. 1851-1859: Bjedstrup Skole blev bygget – og krybskytter var på spil
23. 1865-1869: Tyvefiskeri, en tabt silkekyse og en uforglemmelig hustru
24. 1869-1871: Jernbanen åbnede “Himmelbjergsprospecterne” og fik holdeplads på Alken Mark

Kilder:
Steen Holger Andersen: Dover Sogns historie gennem 400 år.
Folketællingerne, Rigsarkivet.
Dover sogns kirkebog, Hjelmslev Herred, 1786-1813
Chr. Heilskov: Hjelmslev Herred
Knud Abildtrup: Bjedstrup Skole 150 år.
Finn Thorshøj: Rytterskolerne i Skanderborg Rytterdistrikt.
J.C.B la Cour: Danske Gaarde.

A. D. Cohen: De faldnes Minde, i Aarene 1848, 1849 og 1850
Aarhuus Stiftstidende
Skanderborg Amtsavis
     
Silkeborg Avis    

You are currently viewing 1869-1871: Sparekasse i sognet, brevsamlingssted i Alken og en bortkommen Bede