Godt år med gøgl – og endnu ikke fonds-svar om køkkenrenovering

Den sag, som bestyrelsen i foreningen Alken Mejeri havde håbet at kunne præsentere en afgørelse på: Om der er penge eller ej fra Nordea-fonden til den planlagte køkkenrenovering, kunne alligevel ikke præsenteres på tirsdagens generalforsamling. Fonden stiller i stedet et svar på ansøgningen, der ligger omkring 1 mio. kr., i udsigt fredag 10. april. Hvad konsekvensen vil blive, hvis der både kommer afslag fra Nordeafonden og Realdanias Underværker blev drøftet, for kunne en mindre del af projektet så måske komme på tale? Den sag ligger hos bestyrelsen, som i første omgang afventer svarene fra de to fonde. Indtil videre er Mejeriet fortsat lukket for udlejning fra november i år til maj 2027. Formand Gary Craig berettede om et 2025 med festligt 30 års jubilæum med musik og gøgl, et velgennemført brandsyn og en fjernet brændeovn. Peter Gregersen afløste i årets løb Estrid Bek som udlejer, mens Lone Adamsen afløste Tove Nyholm som kunst-tovholder. Netop de fire fik anerkendende klapsalver for deres indsatser for vores forsamlingshus ligesom kasserer Hans Hornbek for at tage et stort læs med løbende rengøring, Ulla Voss Gjesing for at skrive fondsansøgninger og Hanne Gammelgaard for at træde til et år i bestyrelsen, da der sidste år ikke kunne vælges nogen til den femte plads. Det kunne der heller ikke i år, hvor Steen Sørensen og Eric Ballowitz blev genvalgt, så der er altså igen en ledig plads, hvor interesserede kan høre nærmere hos bestyrelsen. Peter Gregersen og Sif Skovsen blev genvalgt som suppleanter, der også kan være med på bestyrelsens møder.
Hans gennemgik den stabile økonomi, hvor et Merkur-lån nu er betalt ud, hvor jubilæumsfesten kunne klares for godt 16.000 kr. – “vi trængte til en fest” – og hvor vi kan se frem til gevinsten ved, at elafgiften forsvinder. Årsresultatet fra 2025 lå på noget over 73.000 kr. – lidt over resultatet fra året før og lidt over det budgetterede overskud for i år. Hans glædede sig over, at der faktisk i alle Alkens tre store foreninger for tiden genereres penge: Købmanden, Mejeriet og ABAF. Så det går godt økonomisk. Ved årsskiftet havde foreningen likvide midler på på over 289.000 kr., hvilket også indgik i overvejelserne om, hvad der skal ske, hvis ingen af de to fonde giver noget til køkkenplanen. Gary sagde, at vi jo i 30 år hele tiden har vurderet, hvad vi har kræfter og ressourcer til, og så lavet forbedringerne lidt ad gangen, men som nævnt er der to svar at vente på. Det ene i denne uge – og det næste på et endnu uvist tidspunkt.
Læs mere om køkkenplanerne i historien fra januar: God køkkenplan – nye ideer – og endnu ingen garantier.
(Foto af gøglerne De Jyske Helte fra 30 års jubilæet: Jan Mikael Granner)

You are currently viewing Godt år med gøgl – og endnu ikke fonds-svar om køkkenrenovering