Togrejsende med pendlerkort er også med i statistikken

I forbindelse med artiklen om det let stigende antal togpassagerer fra Alken stillede en nysgerrig læser det meget relevante spørgsmål: ”Hvad med os, der har et pendlerkort og ikke checker ind på stationen – bliver vi talt med i statistikken?”
Alken.dk har sendt spørgsmålet videre til Trafikstyrelsen, der står for at udgive den årlige rapport, hvor man bl.a. finder antallet af såkaldte påstigere.
Trafikstyrelsen oplyser, at statistikken bygger på en kombination af tal fra flere forskellige målemetoder. Der er ind-chekninger med rejsekort og billetkøb i apps og på nettet. Dørene i mange tog, herunder Go Collectives, er desuden udstyret med en sensor, der tæller personer. Slutteligt foretages der af og til manuelle optællinger i tog og på stationer, som kan bidrage til at justere de digitale kilder bedst muligt.
Det er dog værd at bemærke, at det er de forskellige operatører, der melder tal ind til Trafikstyrelsen, og at de ikke nødvendigvis benytter sig af de samme metoder til registrering. Derfor er tallene for påstigninger ikke direkte sammenlignelige på tværs af operatørernes områder. Så når bus- og taxibranchen sidste år argumenterede for at nedlægge i alt 59 små togstationer med færre end 100 daglige påstigninger, er det altså med den indbyggede usikkerhed, at estimaterne ikke bygger på samme metoder over hele landet.
Læs mere på passagertal.dk

You are currently viewing Togrejsende med pendlerkort er også med i statistikken