Borgere i ti midtjyske landsbyer – deriblandt Boes – får nu mulighed for at kombinere en delecykel med bus, tog og letbane, oplyser Region Midtjylland, der har udvalgt de ti landsbyer til tredje fase af projektet Delecyklen. Alken har allerede fået en delecykel – via samme ordning.
Her skal lokale deleordninger med elcykler og el-ladcykler undersøge, hvordan delecykler kan blive en del af rejsen med bus, tog og letbane. Målet er at gøre det lettere at kombinere flere typer transport og gøre transporten mere fleksibel for folk i landdistrikterne.
Deleordningerne bliver udviklet og drevet af landsbyerne selv. Hver landsby kan få op til 50.000 kroner til at etablere ordningen og afprøve løsninger, der passer til lokale behov.
I 2024 og 2025 deltog tilsammen 59 midtjyske landsbyer i Delecyklens to første faser. Evalueringerne viste, at delecyklerne gav borgerne nye transportmuligheder, men kun i begrænset omfang blev brugt sammen med den kollektive trafik. Derfor skal tredje fase af Delecyklen undersøge, hvordan delecykler kan gøre det lettere at kombinere cykel med bus, tog og letbane. Alle ti landsbyer er kommet med bud på, hvordan delecyklen kan kombineres med den kollektive trafik.
Region Midtjylland følger deleordningerne i cirka 12 måneder og samler erfaringer med, hvordan de bliver organiseret og brugt, og hvordan de spiller sammen med den kollektive trafik. Når projektperioden slutter, beholder landsbyerne cyklerne og de øvrige dele af ordningen. Derefter kan de føre ordningerne videre lokalt.
De ti deltagende landsbyer
- Boes – Skanderborg Kommune
- Ejsing – Holstebro Kommune
- Gl. Harlev – Aarhus Kommune
- Hover – Ringkøbing-Skjern Kommune
- Lemming – Silkeborg Kommune
- Pindstrup – Syddjurs Kommune
- Sdr. Felding – Herning Kommune
- Tastum – Viborg Kommune
- Timring – Herning Kommune
- Vestbirk – Horsens Kommune
Fakta om Delecyklen
- Ti landsbyer søgte om at deltage. Alle ti har fået tilsagn om at deltage. Hver landsby kan få op til 50.000 kroner til en lokal deleordning.
- Landsbyerne udvikler og driver selv deres ordninger. De tager blandt andet stilling til cykeltype, placering, adgang, booking, drift og vedligeholdelse.
- Støtten kan bruges til elcykler eller el-ladcykler samt blandt andet booking, cykelhjelme og praktiske løsninger.
- Region Midtjylland følger ordningerne i cirka 12 måneder og samler erfaringer med, hvordan de bliver organiseret og brugt, og hvordan de spiller sammen med den kollektive trafik.
- Undervejs mødes landsbyerne for at dele erfaringer og lære af hinandens løsninger.
- Landsbyerne beholder cyklerne og de øvrige dele af ordningen efter projektperioden.
- I 2024 og 2025 deltog 59 landsbyer i Delecyklens første to faser.
- Erfaringerne fra de første faser viste, at delecyklerne gav borgerne nye transportmuligheder, og at lokale tovholdere, tydelig ansvarsfordeling og engagement i landsbyen har stor betydning for, om en deleordning fungerer.
- Knap 2.000 borgere brugte cyklerne i de første faser, og der blev registreret omkring 135.000 kilometer.
- Alle 59 landsbyer valgte at fortsætte deres deleordning efter forsøgsperioden.
