Uge 9 bød på nye møder, debatindlæg, forslag og medieomtale i forløbet med Sol og vind ved Emborgvej. Ikke mindst efter at Midtjyllands Avis og TV2 Østjylland bruger kræfter på sagen. Avisen under temaet “Vind eller forsvind”. På alken.dk fortalte Anne Mette Lykke først på ugen, hvordan VE-gruppen nu går til udvalgspolitikerne for at få hver enkelts begrundelse for at have udpeget de aktuelle fem ud af de i alt 15 forslag til VE-projekter. Netop de kriterier har i flere omgange været efterlyst – forgæves, da politikerne ikke må referere fra økonomi- og erhvervsudvalgets fortrolige rum.
Mandag aften havde Nej-gruppen – de nærmest berørte naboer – møde på Mejeriet, hvor bl.a. Thomas Due Nielsen deltog. Thomas beskriver selv, at han forsøger at udføre en rolle som “teknologisk kompromissøger, der finder svar gennem grundig research og et stærkt bagland”.
Nej-gruppens talsmand, Maj-Britt Frommelt, oplyste efter mødet, at “Thomas har brugt uendelig meget tid og har lagt meget energi i at se på alternativer til det nuværende projekt med tre kæmpe møller i kombination med solceller. Thomas fremlagde blandt andet et alternativ i form af 6 mindre møller kombineret med solceller. Han talte også ind i en model med solceller alene inklusiv en batteripakke. Efter dialog og afklarende spørgsmål stod det klart, at modellen med mindre møller – omkring 70 meters højde – ikke er spiselig for os, men at vi gerne ser ind i et samarbejde og en dialog med Fjordland, Bente Andersen og Karl Ole Jokumsen om et projekt, der rummer solceller alene. Afslutningsvis appellerede vi til, at Thomas arbejder videre på at forfine og videreudvikle modellen med solceller og batteripakken, hvilket han havde flere gode ideer til.”
Den sag hører vi nok mere om senere, og Thomas, der i det store og hele godt kan genkende Maj-Britts beskrivelse, fortsætter sine forhandlinger. Han er også med i VE-gruppen, hvis rolle lige nu er omdiskuteret – både inden for og uden for gruppen. Den rolle kommer på dagsordenen, når Liv i Landsbyerne holder generalforsamling mandag 17. marts og sætter det oprindelige forslag om en afstemning om VE-projektet til afstemning.
Et entydigt nej til afstemning kom i denne uge fra en af de nærmeste naboer, Eric Ballowitz. I en kommentar på Liv i Landsbyernes indkaldelse 20. februar på foreningens Facebookside fandt han det “altovervejende sandsynligt, at desto længere væk man boede på vindmøllerne, desto større velvilje ville der være for en opførelse af de planlagte tre vindmøller. Og flertallet i Dover Sogn/Bjedstrup Skoledistrikt bor altså i behagelig afstand fra de gener, som det store industrianlæg giver.”
Mikkel Schwab fra VE-gruppen går ind for en afstemning. Onsdag bragte Midtjyllands Avis et længere interview med ham: Mikkel søger løsninger: Han vil kunne kigge på møller uden at væmmes. Mikkel beskriver her, hvordan VE-gruppen bl.a. arbejder på, hvordan den lovpligtige erstatning til beboere indenfor seks gange møllehøjde eventuelt kan udvides. Og måske også udvide tidsfristen for, hvornår man kan tilbyde udvikler at opkøbe ens ejendom. Et konkret tal er også kommet på banen. Ifølge ham er udvikler kommet med et bud på, hvordan man kan give en kompensation til lokalområdet – udover det allerede lovbestemte. Buddet lyder på halvanden procent af brutto-årsomsætningen. Et beløb på 294.000 kroner, der skal sættes i en lokal udviklingsfond. Regner man baglæns betyder det, at der regnes med en årlig omsætning på 19,6 mio. kr. Læs også Ingen vej udenom: Møller bliver 149,9 meter høje.
Fredag kunne alken.dk publicere Mikkels eget indlæg om Afstemning eller ej på smalltalken – Sol og Vind ved Emborgvej. Her kommer han bl.a. med synspunktet, at “at politikerne mister rigtig meget ved at tromle et lokalsamfund, der står sammen. Hvis de tromler et lokalsamfund, der står sammen, så diskvalificerer de deres egen proces, og det er en trussel mod hele udrulningen af kommunens VE-indsats.”
I lørdags-udgaven af Midtjyllands Avis finder man også et interview med en af de nærmeste naboer, Ella Jørgensen, Møller skaber lokal splittelse. Ella argumenterer også imod en afstemning og kalder kommunens ambition om at være selvforsynende med energi i 2030 for forfejlet.
I samme udgave afviser Bente Andersen fra Svejstrup Østergaard at fortælle nærmere om visionerne for projektet. I historien Ingen kommentarer: Lodsejer vil vente udtaler hun, at “hvis der ikke bliver sendt en ansøgning, så er der ikke mere at snakke om, men hvis vi sender en ansøgning, så kan vi jo sige, hvad vi mener”.
Splittelses-temaet bliver også anslået hos TV2 Østjylland, som lørdag havde denne dramatiske overskrift: Splitter landsby: Tonen har været skænderiagtig. Bl.a. Birgit Bune og Vagn Kristensen udtaler sig, Vagn bl.a. således: “Jeg har det indtryk, at hvis man synes, at det er en god idé at få vindmøller, så tror jeg, man går ret stille med dørene.”
Mens der som bekendt ingen betalingsmur er på alken.dk og TV2 Østjylland, kan det for ikke-abonnenter være sværere med Midtjyllands Avis. En gavmild Alken-borger har betalt et tre måneders-abonnement til Købmanden i Alken, så papiravisen siden fredag har kunnet læses i cafeen.
(Foto af Mikkel Schwab fra borgermødet i Bjedstrup i december: Knud Abildtrup)