Hvordan Ole fik mindestenen ved Fuldbro Mølle up to date

Ved at læse historien “1848-1850: Krigen kom til egnen – en 15-årig hornblæser måtte amputeres” kom Ole Nielsen i tanker om en historie, der bør fortælles i forlængelse af den. Ole, der selv er tidligere infanterist, beretter om mindestenen ved Fuldbro Mølle, der blev rejst 100 år efter en militær træfning i 1849, hvor den danske dragon Niels Simonsen døde:

– For en del år siden løb og cyklede jeg meget i omegnen og så, hvordan den mindesten så mere og mere forfærdelig ud. Den var slidt og groet til. Jeg ringede så til teknisk forvaltning i Skanderborg Kommune, men ham, jeg fik fat i, var ret negativ – det var i hvert fald ikke deres ansvar. Så tænkte jeg, at Niels Simonsen jo havde været dragon, så jeg ringede til Jydske Dragonregiment i Holstebro og bad om at snakke med regimentschefen. Han var faktisk helt i orden og lyttede til, hvad jeg sagde, men jeg tænkte alligevel “jaja – min bare røv, der sker garanteret ikke noget”. Men det gjorde der, et stykke tid efter måtte jeg indse, at jeg havde gjort regimentschefen uret, for så var stenen blevet renset for alger, bogstaverne malet op med sort maling, og der var plantet blomster i bedet omkring.
Den nuværende mindesten blev rejst i 100-året for træfningen – 1949 – og en af inskriptionerne lyder: Til sene tider skal mindet stå
om danskes dåd ved Tåning å.
På en tidligere sten, som Jens Simonsens kæreste fik rejst, stod noget andet: Du for ret og ære stred, og for Danmark sank du ned. Nu du fredens land har fundet, jeg har tabt, og du har vundet.
Preussiske tropper mistede ved samme træfning to mand og fik 12 taget til fange.
Vil du læse mere, så se Johs. Randløvs artikel på side 133 i Østjysk Hjemstavn fra 1968.
(Foto: Knud Abildtrup)

You are currently viewing Hvordan Ole fik mindestenen ved Fuldbro Mølle up to date