Et grønt bælte af tilgængelig og sikret natur helt fra Holch-Poulsens besiddelser langs Mossø ved Boes Skov over til Fabulas’ arealer med det eksisterende Hede Ager Krog og ved smedens ejendom, videre til Naturstyrelsens nyerhvervede mark mellem Alkenvej og søen og over til de arealer, der skal indgå i det planlagte klima-lavbundsprojekt i Alken Enge.
Den vision – for lige nu er det udelukkende en vision – tog form til sidst på torsdagens naturmøde på Alken Mejeri, hvor Casper Just fra Alling Naturpark og naturrådgiver Heidi Buur fra Gl. Rye forsøgte at inspirere de 12-14 fremmødte til et borgerdrevent naturprojekt – sådan som de med held har gennemført i Alling. Se kortet med den nyeste afgrænsning mellem Alling og Gudenå. Her er efterhånden syv lodsejere omkring landsbyen gået med til at lade naturparken forpagte deres jord på tiårige aftaler, stoppe den konventionelle drift af fx rug og majs, og drive det “som natur” med mulighed for landbrugsstøtte såmænd. 70 hektar er nu tinglyst som permanent natur, og med en million kr. fra Den Danske Naturfond i ryggen har de lokale naturfolk – bl.a. med hjælp fra Ry Højskole – pløjet op, lagt sten ud, spredt frø fra hjemmehørende arter, skabt tiltrængte i lysninger i tæt produktionsskov, fjernet mængder af gyvel og senest givet sig i kast med en tidligere jordbærmark. Syv styk kvæg afgræsser de nye naturområder ned mod Gudenåen, hvor en del af Casper Justs vinterarbejde er at hugge hul i isen, så kreaturerne har adgang til rindende vand.
At loven muliggør, at en forening således kan forpagte arealer og få landbrugsstøtte til naturdrift – altså ikke skulle købe og eje jorden – blev slået tydeligt fast. Og Heidi Buur, der i sit arbejde hjælper lodsejere med at omstille til natur – både de helt små og de temmeligt store arealer – var optimist, når det gælder de seneste års generelle opmærksomhed på nødvendigheden af øget biodiversitet. Selv om vi står midt i en historisk masseuddøen, hvor tusindvis af arter ganske enkelt forsvinder, ser hun både folkelig og politisk interesse for den magi, der opstår ved naturgenopretning. Som ved hendes egen Klostergård, hvor 20 sommerfuglearter nu svirrer på en tidligere rugmark, og hvor kvæg bidrager til biodiversiteten med deres “tråd, rul og lort”, som hun sagde. Faktisk bor vi i “Jyllands hjerte”, der dels rummer potentiale for store sammenhængende naturarealer, dels i forvejen tæller mange sjældne arter, så der er noget at arbejde med.
Både Heidi Buur, der jo har heste og kvæg gående ved Enggården, og Casper Just tilbød assistance til fortsatte natur- og biodiversitets-aktiviteter ved Alken. Kommunens naturafdeling kan også bistå med rådgivning og støtte til hegning af marker til græsning, som de fx. har gjort ved Kildegården.
Folk, der ikke kunne være med på mejeriet torsdag, har mulighed for at tage med på natur- og landsbyfestival i Alling Naturpark lørdag 12. september. Dagen kræver tilmelding, og der er begrænset antal pladser.

