Thorbjørn Herrik fra Anes Høj, som med mellemrum digter og causerer på alken.dk, har ladet sig inspirere af de nye forslag om alternativ energi-anlæg i vores område – se Konkrete forslag om møller og solceller med medejerskab. Forslagene går dels på at rejse tre vindmøller og etablere solceller vest for Boes Skov, dels bygge 1-2 møller ved Sortehøj mellem Alken og Bjedstrup.
Men nu til digtet – eller hymnen, som han kalder det:
Vi var fire stykker om en øl på købmandens lager
Vi sidder tit derinde, når det regner og det er koldt
Nu i går kom købmanden, stor i slaget og gav kager
Ja de var var lidt for gamle, han havde ikke kunnet få dem solgt
Snakken var om vi skulle have en energipark eller hvad
Og det mente vi ikke der kan være tvivl om at vi skal
Men parken skal ligge i Dover har vi tænkt
Eller Svejstrup henne i den østre ende
For at have det her ved os
Nej, det vil vi godt nok ikke
Og det vil også nemt komme til at ligge i vejen
Videnskaben har bevist at CO2 kan være farligt
Det er skidt for klima og også skidt for vores natur
Møller og paneler på Østergård er moralsk forsvarligt
sol og vind og øko er det eneste der dur
Og hvad svinene angår, ja så kan enhver da se
At vi ikke behøver mere grisseri i vor tid
Men parken skal ligge i Dover har vi tænkt
Eller Svejstrup henne ved den østre gård
For at have det her ved os
Nej, det vil vi godt nok ikke
Og det vil også nemt komme til at ligge i vejen
Frit efter Niels Hausgaard, Thorbjørn Herrik.
Realisering af vindmølledelen kræver opkøb og nedlæggelse af beboelsen Svejstrup Østergård. Der er ikke indgået nogen aftale med ejerne af denne ejendom om, hvorvidt det lader sig gøre.