I kølvandet på meldingen fra NRGi Renewables om, at der ikke bliver indsendt ansøgning til kommunen om projektet Sol og Vind ved Emborgvej – tre 150 meter høje møller og 20 hektar solceller – har Midtjyllands Avis fået en kommentar fra borgmester Frands Fischer (S). Her forudsiger han en større politisk styring af fremtidige VE-placeringer – i indlægget Borgmester vil snøre sækken strammere. Der har gennem hele forløbet været kritik af, hvordan politikerne har virket usynlige og overladt diskussionerne til lokalområdet. På allerførste borgermøde på Bjedstrup Skole i december 2024 havde borgmesteren ellers “store forventninger til denne form for tidlig-tidlig involvering af lokalsamfundet før det afgøres, om der skal en egentlig planproces i gang”.
Lars Brunsø, der har været med i dialoggruppen, kritiserer i en anden artikel i samme medie – Borgere frygter stadig nye anlæg – kraftigt den politiske proces bag projektet, der nu er taget af bordet. Han siger bl.a.: “Hvorfor skal det være en storbonde og et energiselskab, der skal lave vores energipolitik? Det skal politikerne tage ansvar for, og det har de ikke gjort. De tørrer den af på lokalbefolkningen på landet, hvor der ikke er ret mange stemmer”.
Frands Fischer forventer, at en evaluering i løbet af efteråret vil få byrådet på banen fremover: “Jeg tror, at evalueringen bliver, at vi politisk bliver meget mere skarpe. Nu har vi prøvet at starte bredt for at få den borgerinvolvering, som mange andre steder i landet har været gavnlig. Det har den ikke været i vores kommune, og så er vi den erfaring rigere. De områder, vi tidligere lagde ud, er brugbare i forhold til lovgivningen. Jeg tror, at vi i fremtiden kommer til at snøre sækken lidt mere til, så vi i højere grad siger, at her og her skal man komme med projekter.”
(Foto fra borgermøde på Alken Mejeri i januar 2024: Sanne Dudoret)
Frands Fischer forudsiger nu strammere politisk styring af VE-projekter
