1873-1874: Alken Østergaard blev bygget – 5. bataljon blev indkvarteret og en træsko efterlyst

I 1873 blev strukturen i det gamle Alken brudt. Landsbyen havde i århundreder primært bestået af fire halvgårde – to og to på hver sin side af Linddalsbækken. Men i 1873 valgte 32-årige gårdejer Ole Pedersen (Laven) at bygge Alken Østergård en smule øst for, og dér har den karakteristiske røde bindingsværksgård ligget siden. I 1870 residerede Ole og hans kone Karen Jensen over en husstand på ni, blot en enkelt datter, en aftægtsmand, to tjenestepiger og tre tjenestekarle. Ti år senere havde de seks børn, seks tjenestefolk og egen lærerinde boende. Hans nabo Christoffer Ernstsen havde samtidig gang i renovering og satte 13 fag egebindingsværk stuehus til salg. Sammen med sin hustru Ane havde han i 1874 den sorg at miste sin bare 15-årige datter Karen. Naboerne Søren og Ane Kathrine Jørgensen mistede samme år en plejesøn, Søren, på seks år.

Kanonbåden Marstrand.

10. juni 1873 kunne Skanderborg Avis berette, at folk på egnen godt kunne indstille sig på at skulle have soldater på march indkvarteret: 5te Bataillon ankommer til Horsens med Kanonbaadene “Thura”, “Willemoes”, “Marstrand” og 3 Transportfartøier; den 17de ds. blive Tropperne indkvarterede i Skanderborg, Alken, Illerup, Bjedstrup og Sveistrup. Det fremgår ikke, hvor længe indkvarteringen varede, men samme avis kunne 21. juli melde, at “Paa Troppemarscherne fra Leiren ved Hald ville følgende Steder her i Egnen blive belagte med Indkvartering: Den 24de ds (…) af Dover Sogn: Siim, Fiirgaarde, Nygaarde, Sveistrup, Bjestrup og Alken med 5te Bataillon.” 25. juli fremgår det, at soldaterne marcherede videre fra kl. halv fem næste morgen, og at en “Plan om at befordre hele Bataillonen op ad Søerne til Himmelbjerget maatte opgives, da de fornødne Pramme ikke kunde tilvejebringes.”
Fra de lokale aviser det år beretter notitser og annoncer om dagliglivet og udviklingen:
* Hr. Wilson fra Brabrand købte en tørvemose ved Alken Station. Det fremgår, at “Til Tørvemosen hører 11 Tdr. Land Tørvejord af bedste Kvalitet, og da Dybden er fra 10-15 Alen er Tørvemassen meget betydelig, saa at Handelen maa ansees for meget fordelagtig for Kjøberen.”
* Den oliemølle i Foerlev, som Ole Pedersen (Laven) sammen med to andre købte to måneder tidligere og fik sat i stand, solgte de videre til ungkarl Søren Pedersen fra Skovslund for 8.200 Rigsdaler.
* Ved et hingsteskue i Horsens fik Christoffer Ernstsen fra Alken 5. præmie (80 rigsdaler) for den sortbrune hingst Grantorp “til sværere Trækbrug”. Grantorp kunne man også få til bedækning. Når hoppen blev drægtig betales 5 Rigsdaler, ellers 1 Rigsdaler, 3 Mark. Gårdejer Jacobsen i Bjedstrup fik første ekstrapræmie (120 rigsdaler) for den fuksrøde hingst Bjedstrup med lys hale. Gårdejer Søren Jørgensen, Alken, kunne også være med. Ved et dyrskue i Brædstrup fik han anden præmie for en mørkebrun toårs plag. Og det var åbenbart ingen dårlig forretning at opdrætte heste:
* “Paa de høie Hestepriser her i Egnen afgives atter et Eksempel fra Horsens Marked forleden, idet en Mand fra Alken solgte en mager 3aars Hest til den gode Pris 495 Rigsdaler; samme Mand blev efter Forlydende for en anden 3aars Hest forgjæves budt 510 Rigsdaler; i Vinter skal Samme have faaet over 900 Rigsdaler for et par Heste.”
* I 1873 var der flere udskiftninger: Jes Mygdal blev ny sognepræst i Dover Kirke efter Frederik Nicolai Severin Michelsen, der havde haft stillingen siden 1861. Stationsforvalter Herring i Alken blev afskediget, mens Assistent af 3die Classe Johannes Frederik Bandholz blev forfremmet til Stationsforvalter af 6. Classe på stationen, der nu ikke længere bare var en holdeplads. Endnu en gang blev en ejendom til salg på grund af udvandring: En gård mellem Alken og Ry Station på 32 Tønder Land.
* En H. J. Frost lejede fiskeriet i store dele af Mossø – af hele 16 forskellige lodsejere fra Alken, Boes, Emborg, Vrold og Hem – og truede al uvedkommende fiskeri med at måtte“bøde efter Loven”.
* En konsekvens af togdriften var ny:“Morgentoget her fra Silkeborg overkjørte i Løverdags tæt ved Alken en 2-Aars Stud (tilhørende Gaardeier Søren Jørgensen i Alken), som var kommen ind paa Sporet paa et Sted, hvor Hegnet var i uforsvarlig Stand. Studen blev tilredt saaledes, at den strax maatte dræbes.”
* I en annonce fremgik det:“Til venstre Fod. En Træsko med lakeret Læder er tabt den 4. august på Veien fra Alken Station gjennem Illerup og Foerlev; den retsindige Finder bedes aflevere Træskoen til Klodsmager Nielsen, Foerlevbro.”


Find de første ni kapitler om Alkens første kendte beboere:

1. 1490-1667 Fæstebønderne Søren Christensen og Jost Andersen. 
2. 1667-1696 Kvinder uden navne, høj børnedødelighed og en bondekone på 14

3. 1696-1705 En dragon fra Boes, husmænd i Alken og ’godvillige’ overtagelser
4. 1705-1720 Ung kone død i barnsnød, og opholdsmand druknet i Mossø.
5. 1720-1728
 Rytterskole i Svejstrup, en fattig skoleholder, en aftakket rytter og fællesdrift på kirkens jord.
6. 1728-1737 En overfaldsmand fra Alken, der kom i Den spanske Kappe, og en usædvanlig ægteskabskontrakt.
7. 1737-1744 Hestetyve, natmandsfolk, dødsstraf og pisk.
8. 1745-1749 Drik og fylderier, liderlighed og brændevin.

9.  1749-1755 En Alken-bondes kamp for at overtage en forgældet gård i Forlev.

Og de seneste kapitler:

101755-1769 * Auktion på slottet – og fire selvejere i Alken. 
11. 1767-1769 * Da en Boes-bonde gjorde sin tjenestepige gravid og fik nedsat straf
12. 1768-1775: * Da ulydige bønder i Boes endelig vandt over en rådmand fra Aarhus
13. 1770-1784: * En sulten kvinde frøs ihjel, en dreng druknede og udskiftningen knasede
141787 * Folketælling i Alken: Madmødre, tjenestefolk – og en tiggerfamilie
15. 1731-1734: Natmand endte i galgen efter tyverier i bl.a. Svejstrup Præstegård – og hang der et år

16. 1787-1788: Simon og Else måtte ikke blive gift – og Inger kom i tugthuset for samlejer uden for ægteskab
17. 1795-1801: I det gamle Alken boede hele 63 mennesker

18. 1800-1823: Hvad Maren på 14 skrev om sin rige lærdom i Svejstrup Skole
19. 1824-1834: “En næsten upassabel Biergvej” op til Svejstrup – og hele 26 træskokarle 
20. 1837-1848: Stor ildebrand i Illerup og de første fattighuse i sognet

21. 1848-1850: Krigen kom til egnen – en 15-årig hornblæser måtte amputeres
22. 1851-1859: Bjedstrup Skole blev bygget – og krybskytter var på spil
23. 1860-1865: De hjempermitterede krigere til muntert og smagfuldt bal i Bjedstrup
24. 1865-1869: Tyvefiskeri, en tabt silkekyse og en uforglemmelig hustru

25. 1869-1871: Sparekasse i sognet, brevsamlingssted i Alken og en bortkommen Bede

26. 1871-1874: Søbanen blev anlagt og lillebitte Alken blev havneby
27. 1871-1872: Ædle Givere og Arbeidsclassens Trang 
28. 1873-1893: Grundtvigianeren med ild i stemmen

Kilder:
Steen Holger Andersen: Dover Sogns historie gennem 400 år.
Folketællingerne, Rigsarkivet.
Dover sogns kirkebog, Hjelmslev Herred, 1786-1813
Chr. Heilskov: Hjelmslev Herred
Knud Abildtrup: Bjedstrup Skole 150 år.
Finn Thorshøj: Rytterskolerne i Skanderborg Rytterdistrikt.
J.C.B la Cour: Danske Gaarde.

A. D. Cohen: De faldnes Minde, i Aarene 1848, 1849 og 1850
Peter Abildgaard: Oldefar! – hvorfor kunne de ikke lide de røde?
Aarhuus Stiftstidende, Aarhus Amtstidende, Horsens Folkeblad, Skanderborg Amtsavis, Silkeborg Avis og
Jyllands-Posten
Ole Edvard Mogensen: Alken holdeplads og havnebane


  
   
   

You are currently viewing 1873-1874: Alken Østergaard blev bygget – 5. bataljon blev indkvarteret og en træsko efterlyst