Stationsbygningen, der var den allerførste i det nye Alken, rummede nu fra 1874 – efter den første stationsforvalter Herrings afskedigelse – en børnefamilie med tyskfødte Johannes Frederik Bandholz fra Kiel som ny stationsforvalter. Sammen med sin kone Magrethe Precht havde han børnene Helene, Hensi og Rudolf, og de annoncerede i februar i avisen efter en ung pige, der kunne ansættes straks. Siden skulle husstanden blive udvidet med børnene Peter og Alma – samt Magretes søstre Augusta. En tredje søster, Sofie Precht kom også til byen i et stationshus.
Mens Christoffer Ernstsens nabo Ole Pedersen (Laven) et par år før havde bygget Alken Østergard, blev det nu Christoffers tur til at bygge nyt. Han var fjerde generation på halvgården og var nu 46 år, da han i 1876 byggede Alken Vestergaard med de karakteristiske gavle lidt vest for de efterhånden meget gamle Alken-ejendomme lige ved bækken. Han og hans kone Ane Johanne Eriksen var efter at have mistet en datter nu barnløse og drev gården sammen med seks tjenestefolk og en plejedatter, som de også mistede. Siden tog de en plejesøn til sig.
Ole Pedersen (Laven) blev i 1876 valgt ind i sognerådet i Dover-Venge Sogn sammen med gårdejer Jørgen Andersen, Siim, de to fik lige mange stemmer, nemlig 101. Så fulgte gårdejer Kristian Justesen, Svejstrup, med 92 stemmer og gårdejer Jakob Nielsen, Bjedstrup med 78 stemmer. Stemmeret havde mænd over 30 år med egen husholdning, altså ingen kvinder eller tjenestefolk. Man måtte heller ikke have modtaget fattighjælp, med mindre den var betalt tilbage. Sognerådene bestemte over skole, veje og fattighjælp, og da Søren Marius Jensen fra Svejstrup ansøgte myndighederne om at åbne en høker i Svejstrup, fik han nej fra Skanderborg Amtsråd med formuleringen “Da det Ansøgte formentlig efter Lovgivningen ikke kan bevilges, fandt Amtsraadet ikke Anledning til at udtale sig om Sagen”. Hvad det gik ud på, er ikke godt at vide. I 1870 var Stephen Sørensen høker i Siim og Hans Trøst høker i Boes, som hans søn Kristian Frost i 1880 havde overtaget, mens Karl Kristensen var blevet høker i Fiirgårde. I 1880 figurerede Søren Marius Jensen ikke i folketællingen i Dover Sogn, så måske fandt han et andet sted at være høker.
Vinteren 1876-1877 gav så meget snefald, at der i december måtte 20-30 mand ud i fem dage for at rydde jernbanesporet for sne, så togene kunne komme frem. Først blev banen fra Skanderborg-siden kastet fri for sne, siden fra Ry-siden. Få dage efter kunne avisen under overskriften “Frossen ihjel” beskrive, hvordan husmand Rasmus Jørgensen fra Svejstrup omkom: “Han fandtes paa Vejen til Hemstok i en Snedrive og var den Gang endnu i Live, medens Døden paafulgte kort efter, da han var bleven henlagt i en Lade. Den Afdøde var 79 Aar gl.”
I annoncer og notitser beskrev de lokale aviser fra livet i og omkring Alken:
* Svejstrup Østergaard blev sat til salg for 41.000 Rigsdaler – eller 82.000 kr., for møntsystemet blev netop ændret ved nytåret 1875, så nu gjaldt det kroner og øre.
* Privat-Lærerinde Margrethe Andersen i Illerup fik et avancement og blev konstitueret som lærerinde i Hornslet Pigeskole.
* Aftægtsmand Peder Jensen døde – han havde fra 1831-1866 drevet den halvgård, Ole Pedersen (Laven) overtog.
* Illerup Mølle søgte en møllersvend – men i Chr. Heilskovs grundige oversigt Vandmoller i Aarhus og Skanderborg Amter fra 1943 figurerer ingen Illerup Mølle, siden møllen ved Illerup Møllebro blev nedbrudt i 1579. Så ved nogen noget om den mølle?
Find de første ni kapitler om Alkens første kendte beboere:
1. 1490-1667 Fæstebønderne Søren Christensen og Jost Andersen.
2. 1667-1696 Kvinder uden navne, høj børnedødelighed og en bondekone på 14
3. 1696-1705 En dragon fra Boes, husmænd i Alken og ’godvillige’ overtagelser
4. 1705-1720 Ung kone død i barnsnød, og opholdsmand druknet i Mossø.
5. 1720-1728 Rytterskole i Svejstrup, en fattig skoleholder, en aftakket rytter og fællesdrift på kirkens jord.
6. 1728-1737 En overfaldsmand fra Alken, der kom i Den spanske Kappe, og en usædvanlig ægteskabskontrakt.
7. 1737-1744 Hestetyve, natmandsfolk, dødsstraf og pisk.
8. 1745-1749 Drik og fylderier, liderlighed og brændevin.
9. 1749-1755 En Alken-bondes kamp for at overtage en forgældet gård i Forlev.
Og de seneste kapitler:
10. 1755-1769 * Auktion på slottet – og fire selvejere i Alken.
11. 1767-1769 * Da en Boes-bonde gjorde sin tjenestepige gravid og fik nedsat straf
12. 1768-1775: * Da ulydige bønder i Boes endelig vandt over en rådmand fra Aarhus
13. 1770-1784: * En sulten kvinde frøs ihjel, en dreng druknede og udskiftningen knasede
14. 1787 * Folketælling i Alken: Madmødre, tjenestefolk – og en tiggerfamilie
15. 1731-1734: Natmand endte i galgen efter tyverier i bl.a. Svejstrup Præstegård – og hang der et år
16. 1787-1788: Simon og Else måtte ikke blive gift – og Inger kom i tugthuset for samlejer uden for ægteskab
17. 1795-1801: I det gamle Alken boede hele 63 mennesker
18. 1800-1823: Hvad Maren på 14 skrev om sin rige lærdom i Svejstrup Skole
19. 1824-1834: “En næsten upassabel Biergvej” op til Svejstrup – og hele 26 træskokarle
20. 1837-1848: Stor ildebrand i Illerup og de første fattighuse i sognet
21. 1848-1850: Krigen kom til egnen – en 15-årig hornblæser måtte amputeres
22. 1851-1859: Bjedstrup Skole blev bygget – og krybskytter var på spil
23. 1860-1865: De hjempermitterede krigere til muntert og smagfuldt bal i Bjedstrup
24. 1865-1869: Tyvefiskeri, en tabt silkekyse og en uforglemmelig hustru
25. 1869-1871: Sparekasse i sognet, brevsamlingssted i Alken og en bortkommen Bede
26. 1871-1874: Søbanen blev anlagt og lillebitte Alken blev havneby
27. 1871-1872: Ædle Givere og Arbeidsclassens Trang
28. 1873-1893: Grundtvigianeren med ild i stemmen
29. 1873-1874: Alken Østergaard blev bygget – 5. bataljon blev indkvarteret og en træsko efterlyst
Kilder:
Steen Holger Andersen: Dover Sogns historie gennem 400 år.
Folketællingerne, Rigsarkivet.
Dover sogns kirkebog, Hjelmslev Herred, 1786-1813
Chr. Heilskov: Hjelmslev Herred
Knud Abildtrup: Bjedstrup Skole 150 år.
Finn Thorshøj: Rytterskolerne i Skanderborg Rytterdistrikt.
J.C.B la Cour: Danske Gaarde.
A. D. Cohen: De faldnes Minde, i Aarene 1848, 1849 og 1850
Peter Abildgaard: Oldefar! – hvorfor kunne de ikke lide de røde?
Aarhuus Stiftstidende, Aarhus Amtstidende, Horsens Folkeblad, Skanderborg Amtsavis, Silkeborg Avis og
Jyllands-Posten
Ole Edvard Mogensen: Alken holdeplads og havnebane
