Mossø blev for 135 år siden ikke kun brugt til fiskeri, men også lystsejlads, læs bare her fra en avisomtale: “Held i Uheld. Et Selskab af Damer og Herrer, ialt 11 Personer, vilde i Mandags Morges pr. Baad foretage en Lysttur fra Skanderborg til Silkeborgsøerne og Himmelbjærget. I to Baade tog man afsted, men allerede i Hylke Sø blev en af Damerne syg, hvorfor en Herre ledsagede hende hjem i den ene Baad. Det øvrige Selskab fortsatte nu Turen i den anden Baad, og en Tid gik alt godt, men i Mossø blev Vinden stivere, og skumtoppede Søer væltede sig imod det lille fartøj, der til de rejsendes Forfærdelse pludselig sank. Heldigvis skete Katastrofen saa nær ved Land, at Passagererne selv kunde bjærge sig, men et ganske solidt Bad fik de alle, og havde de været lidt længere ude, var det vistnok gaaet galt, da Søen var høj og de mange Damer næppe havde formaaet at redde sig selv. I et hus ved Søen blev de rejsende restituerede efter Uheldet, og senere blev Baaden nok bjærget. Selskabet har al Grund til at glæde sig over at være sluppet saa godt fra en Begivenhed, der kunde have haft meget skæbnesvangre Følger.”
I en lokal avis kunne man også læse om grovsmed Jens Hansen Jensen fra Alken, der under et arbejde med at stille en tærskemaskine op på gården Godthaab ved Skanderborg fik knust det yderste led af sin ene tommelfinger. Smeden og hans kone Sissel, der beskæftigede og husede to ansatte – en arbejdskarl og en smedelærling – mistede samme år deres eneste søn Anders Kristian på bare to år.
Smedens nabo, 32-årige gårdejer Johan Leth Espensen på Alkengård, fik nu bygget nyt stuehus, det hus, der stadig står – længst tilbage fra Emborgvej. Sammen med sin kone Ane havde han den nyfødte Espen og fire ansatte boende: Stuepige, kokkepige, kreaturpasser og forkarl. Samme Johan blev sammen med sin bror Peter fra Godthaab nu valgt ind i det første bankråd for den påtænkte Banken for Skanderborg og Omegn, der skulle have 15 medlemmer – fem fra byen og ti fra landet, mens direktionen skulle bestå af fire fra byen og tre fra landet.
Gårdejer Jacob Jacobsen, der var tredje generation på Bjedstrupgaard, blev udnævnt som sognefoged i Dover Sogns sydøstlige distrikt. Han skulle senere blive medlem af sognerådet og skolekommissionen, sidde i flere bestyrelser for virksomheder og foreninger på egnen – bl.a. som formand for det endnu ikke etablerede Alken Andelsmejeri og også Dannebrogsmand. Men derom senere, som ny sognefoged – 29 år gammel – var han og hans kone Else Marie endnu barnløse og havde fire tjenestefolk på Bjedstrups største gård.
I den politiske debat begyndte socialister nu mere at blande sig her på egnen, der var domineret af de forskellige retninger inden for Venstre. Til folketingsmand Jens Sørensens vælgermøde i Ry – han var fra de moderate i Venstre – dukkede hele 400-450 mennesker op – “heriblandt en del Kvinder og Børn samt ganske unge Mennesker. Socialisterne fra Skanderborg var mødt i forholdsvis stort Antal og “for tilfället” – spredt over hele Salen. Paa den Maade kunde der jo let sættes Kulør på Stemningen.” Man fornemmer tendensen i reportagen, for hvis nu socialisterne havde sat sig samlet, havde det sikkert også været galt. På mødet var amtsrådsmedlem Ole Jensen fra Nygaarde forhandlingsleder, og bl.a. andre gårdejer Anders Nielsen fra Svejstrup Østergaard og redaktør Emil Marott fra Horsens Social-Demokrat (fotoet), som senere selv skulle havne i Folketinget, deltog i debatten.
Fra annoncer og notitser i 1890 og 1891:
* En 4 Aars Hoppe tilhørende Gaardejer Johan Leth Espensen i Alken har i disse Dage født 2 Føl, der begge leve.
* Plage kastreres tirsdag den 20. maj Kl. 2 hos H. Nielsen, Vestergaard, Alken. Hans Peter Nielsen var gårdbestyrer for enke Ane Johanne Eriksen, der før hed Ernstsen, men nu brugte sit pigenavn.

* Min røde Præmiehingst “Valdemar Iglesø”, med hvid Hale og Manke, 6 Aar gl., staar atter til Bedækning i dette Foraar. 12 Kr., naar Hoppen viser sig drægtig, ellers 2 Kr. 50 Øre i Stalden. Illerup Søskovgaard pr. Alken St. Peder Pedersen. Iglesø – eller bare Ilsø – er den lille sø mellem Illerup og Skanderborgvej – lige hvor Emborgvej munder ud. Søskovgård ligger lige nordvest for søen.
* Møllersvend. Som saadan søger en ung, gift mand Plads til 1ste Maj. Vedkommende er kjendt med al slags Mølleri og kan tillige paatage sig pasning af en Dampmaskine. Gode Anbefalinger haves. Samme sted ønskes en god lille Vandmølle i Forpagtning. Man henvender sig til Jens Peter Jensen, Boes Mølle pr. Alken St.
* Under overskriften Anerkjendelse til Tyende blev Ane Rasmussen, Alken, nævnt. Spare og Laanekassen for Skanderborg og Omegn uddelte de årlige præmier for lang og tro tjeneste til ugifte tyender med 20 kr. til hver. Ane på 34 var husbestyrerinde for den 67-årige enkemand Ole Pedersen (Sjelle), der havde haft Alkengård før Johan Leth Espensen og ved skiftet fik en aftale om at kunne blive boende i en bygning på ejendommen.
Find de første ni kapitler om Alkens første kendte beboere:
1. 1490-1667 Fæstebønderne Søren Christensen og Jost Andersen.
2. 1667-1696 Kvinder uden navne, høj børnedødelighed og en bondekone på 14
3. 1696-1705 En dragon fra Boes, husmænd i Alken og ’godvillige’ overtagelser
4. 1705-1720 Ung kone død i barnsnød, og opholdsmand druknet i Mossø.
5. 1720-1728 Rytterskole i Svejstrup, en fattig skoleholder, en aftakket rytter og fællesdrift på kirkens jord.
6. 1728-1737 En overfaldsmand fra Alken, der kom i Den spanske Kappe, og en usædvanlig ægteskabskontrakt.
7. 1737-1744 Hestetyve, natmandsfolk, dødsstraf og pisk.
8. 1745-1749 Drik og fylderier, liderlighed og brændevin.
9. 1749-1755 En Alken-bondes kamp for at overtage en forgældet gård i Forlev.
Og de seneste kapitler:
10. 1755-1769 * Auktion på slottet – og fire selvejere i Alken.
11. 1767-1769 * Da en Boes-bonde gjorde sin tjenestepige gravid og fik nedsat straf
12. 1768-1775: * Da ulydige bønder i Boes endelig vandt over en rådmand fra Aarhus
13. 1770-1784: * En sulten kvinde frøs ihjel, en dreng druknede og udskiftningen knasede
14. 1787 * Folketælling i Alken: Madmødre, tjenestefolk – og en tiggerfamilie
15. 1731-1734: Natmand endte i galgen efter tyverier i bl.a. Svejstrup Præstegård – og hang der et år
16. 1787-1788: Simon og Else måtte ikke blive gift – og Inger kom i tugthuset for samlejer uden for ægteskab
17. 1795-1801: I det gamle Alken boede hele 63 mennesker
18. 1800-1823: Hvad Maren på 14 skrev om sin rige lærdom i Svejstrup Skole
19. 1824-1834: “En næsten upassabel Biergvej” op til Svejstrup – og hele 26 træskokarle
20. 1837-1848: Stor ildebrand i Illerup og de første fattighuse i sognet
21. 1848-1850: Krigen kom til egnen – en 15-årig hornblæser måtte amputeres
22. 1851-1859: Bjedstrup Skole blev bygget – og krybskytter var på spil
23. 1860-1865: De hjempermitterede krigere til muntert og smagfuldt bal i Bjedstrup
24. 1865-1869: Tyvefiskeri, en tabt silkekyse og en uforglemmelig hustru
25. 1869-1871: Sparekasse i sognet, brevsamlingssted i Alken og en bortkommen Bede
26. 1871-1874: Søbanen blev anlagt og lillebitte Alken blev havneby
27. 1871-1872: Ædle Givere og Arbeidsclassens Trang
28. 1873-1893: Grundtvigianeren med ild i stemmen
29. 1873-1874: Alken Østergaard blev bygget – 5. bataljon blev indkvarteret og en træsko efterlyst
30. 1874-1876: Alken Vestergaard blev bygget, en høker blev afvist og en husmand frøs ihjel
31. 1875-1877: Bjørnbakkere talte i Boes Skov og en “politiserende stationsforvalter” i Alken fik hug
32. 1876-1877: Fest for 1864-krigerne i Alken, brand på Bjedstrup Skole – og et ildkugle-syn
33. 1878: “To Heste faldne gjennem Isen” – skrigene hørtes langt væk
34. 1878-1879: I orden at snakke jysk i skolen – og smaakaarsfolk kom også med til Himmelbjerget
35. 1880-1881: Grønne kviste på vejene ved ligfølge – og anonyme kvinder
36. 1880-1881: Rye Mølles flodemål stod for skud
37. 1882: En vordende pioner, en dobbelt togulykke – og Hørning fik ikke kapret Alkens betjent
38. 1883: Nygårde-bonde i front i protester mod Højre-styret
40. 1888-1889: En gaard på tvang – to andre i brand – og en stationsforvalter forvist til Alken
41. 1886-1887: Tjenestepige fra Alken fødte i dølgsmål og blev straffet for barnemord
42. 1887: Boes Mølle, et opdigtet overfald og påsat brand i en skole-høstak
43: 1888: Da folkemindesamleren kom til Alken og omegn
44. 1888-1889: En gaard på tvang – to andre i brand – og en stationsforvalter forvist til Alken
45. 1889: En 4 Aars Helt. Nær ved at drukne på Mossø
45. 1890: Alkens første huse, Højre-støtte og en niddingsdåd på Mossø
Kilder:
Steen Holger Andersen: Dover Sogns historie gennem 400 år.
Folketællingerne, Rigsarkivet.
Dover sogns kirkebog, Hjelmslev Herred, 1786-1813
Chr. Heilskov: Hjelmslev Herred
Knud Abildtrup: Bjedstrup Skole 150 år.
Finn Thorshøj: Rytterskolerne i Skanderborg Rytterdistrikt.
J.C.B la Cour: Danske Gaarde.
A. D. Cohen: De faldnes Minde, i Aarene 1848, 1849 og 1850
Peter Abildgaard: Oldefar! – hvorfor kunne de ikke lide de røde?
Aarhuus Stiftstidende, Aarhus Amtstidende, Horsens Folkeblad, Skanderborg Amtsavis, Silkeborg Avis, Horsens Arbejderblad og
Jyllands-Posten
Ole Edvard Mogensen: Alken holdeplads og havnebane
Skanderborg Leksikon
Østjysk Hjemstavn
arkiv.dk
