
Stationsbygningen i Alken blev opført på bar mark i 1871, og den første snes år har en stationsforvalterfamilie boet der mutters alene og ventet på nybyggerier, før landsbyen – eller rettere jernbaneflækken – begyndte at tage form op igennem 1900-tallet. Noget taler for, at det næste hus blev bygget på Alkenvej 73, hvor i dag Birgit Bastholm bor. Det nuværende hus er dog først fra 1910, men at der på den trekantede grund langs banen har været bygget et af de allerførste huse til ansatte ved banen vidner generalstabs-kortet fra 1900 (til højre) om. Men tilbage til til 1890, for da blev Alkenvej 50, hvor i dag Britta Boisen og Jens Langkjær bor, bygget.

Grunden var stadig ikke udstykket, men hørte til Alken Østergaards jord. I 1890 boede baneformand Albrecht Rasmussen (fotoet) sammen med Ane Sofie og en datter stadig i hus i Boes, og i 1896 købte de Alkenvej 50 for 270 kr. Albrecht Rasmussen havde en dramatisk historie som baneformand bag sig. Han var i 1876 sluppet levende fra Danmarks hidtil største jernbaneulykke ved Hansted. Omkring 100 arbejdere var ude for at rydde banen for snedriver, da et lokomotiv brasede op bag i et andet, og ni mand omkom.
Fotoet af baneformands-familien: Rundt om de siddende Ane Sophie og Albrecht Rasmussen står deres fire børn: Marie, Christian, Karl og Mariane. Ukendt fotograf. Ry Lokalarkiv)

De ansatte ved jernbanen i Alken fordelte sig i 1890 på fire steder: For det første stationsforvalter Carl Christian Sønderup, Anna Kirstine Sønderup og fire børn, hendes mor og en logerende. For det andet baneformands-familien, som altså i 1890 endnu boede i Boes. Portør Jens Jensen var logerende hos enke og “Gaardseierske” Ane Johanne Ernstsen på Alken Vestergaard. Endelig boede ledvogter Søren Andersen, hans kone Kristiane, to børn og en logerende medhjælper sandsynligvis i et ledvogterhus, hvor i dag Marlies og Kristen Hofgaard Warming og børn bor i et hus fra 1920. I dag er der som bekendt viadukt, og Emborgvej går nu nord om huset. I begyndelsen var der bomme over Emborgvej, der dengang krydsede jernbanen syd om huset – se kortudsnittet.
I 1890 var der valg til Folketinget, og i Alken var der to af de ansatte ved jernbanen, ledvogter Søren Andersen og formand Albrecht Rasmussen, der anbefalede en ny kandidat fra Højre: En anden bane-mand, nemlig overbanemester Lysholm fra Skanderborg. Det samme gjorde en del jernbane-ansatte og selvstændige på egnen ved at appellere til besindighed og ved at agitere mod Venstre, som lokalt stod splittet og på Christiansborg allierede sig med “Socialisterne”. Lysholms støtter fremhævede, at “Hr. Lysholm, selv Arbeider, har færdedes iblandt Arbeiderne hele sit Liv og kjender deres Fornødenheder ud og ind”. I Dover-Veng Kommune fik Lysholm dog blot 11 stemmer, mens Ole Jensen fra Nygaarde (Venstre) fik 51. Socialdemokrat og redaktør Emil Marott fra Horsens, der senere skulle blive folketingsmedlem, stillede op i Skanderborgkredsen for første gang og fik 99 stemmer, mens Jens Sørensen fra Vitved (Venstre) fik 186 og beholdt sin plads i Folketinget. I hele kredsen fik de fire kandidater – der var kun dem at stemme på – i samme rækkefølge 314, 236, 616 og 1.515 stemmer.
Til sidst en vild historie fra fiskeri – og fjendskab – på Mossø: “En Fisker i Emborg ved Mossø mistede i Januar Maaned sin Baad. Ingen vidste, hvor den var blevet af, men Fiskeren troede, at en eller anden havde taget den og var sejlet med den over paa den anden Side af Søen. Saa en Dag, da Fiskeren trak Vaad i Søen overfor Kloster Mølle, hængte Vaadet fast, og da han fik det op, var det helt ituskaaret. Han undersøgte Stedet nærmere og opdagede, at Vaadet var ituskaaret af en Høle (altså en hø-le), som var stillet oprejst i en Baad, som han mente var den forsvundne. I Søndags lykkedes det Fiskeren med Naboers Hjælp at faa Baaden halet op, og det viste sig da, at Baaden virkelig var hans, og at den var fyldt med Jord, for at den skulde synke. Hvem der har begaaet denne Niddingsdaad, at berøve en fattig Fisker hans Baad og fæstne en Høle i den saaledes, at Fiskerens Vaad måtte ødelægges, naar han trak det, er endnu ikke oplyst. Politiet har nu arresteret en Person fra den sydlige Side af Mossø, som af Folk mistænkes for at være den skyldige, men denne nægter bestemt at være Gærningsmanden, hvilket ganske vist heller ikke er let at modbevise, da Udaaden selvfølgelig er udført om Natten. For 3 Aar siden forsvandt en Baad i Mossø på lignende Maade. Beboerne tror, at ogsaa den er sænket ned på Bunden af Søen. Forhaabentlig vil det dog denne Gang lykkes Politiet at udfinde Gærningsmanden.“
Et vaad – eller vod – er en fangstmetode, hvor man trækker et net henover søbunden. En niddingsdåd er en ussel handling.
Find de første ni kapitler om Alkens første kendte beboere:
1. 1490-1667 Fæstebønderne Søren Christensen og Jost Andersen.
2. 1667-1696 Kvinder uden navne, høj børnedødelighed og en bondekone på 14
3. 1696-1705 En dragon fra Boes, husmænd i Alken og ’godvillige’ overtagelser
4. 1705-1720 Ung kone død i barnsnød, og opholdsmand druknet i Mossø.
5. 1720-1728 Rytterskole i Svejstrup, en fattig skoleholder, en aftakket rytter og fællesdrift på kirkens jord.
6. 1728-1737 En overfaldsmand fra Alken, der kom i Den spanske Kappe, og en usædvanlig ægteskabskontrakt.
7. 1737-1744 Hestetyve, natmandsfolk, dødsstraf og pisk.
8. 1745-1749 Drik og fylderier, liderlighed og brændevin.
9. 1749-1755 En Alken-bondes kamp for at overtage en forgældet gård i Forlev.
Og de seneste kapitler:
10. 1755-1769 * Auktion på slottet – og fire selvejere i Alken.
11. 1767-1769 * Da en Boes-bonde gjorde sin tjenestepige gravid og fik nedsat straf
12. 1768-1775: * Da ulydige bønder i Boes endelig vandt over en rådmand fra Aarhus
13. 1770-1784: * En sulten kvinde frøs ihjel, en dreng druknede og udskiftningen knasede
14. 1787 * Folketælling i Alken: Madmødre, tjenestefolk – og en tiggerfamilie
15. 1731-1734: Natmand endte i galgen efter tyverier i bl.a. Svejstrup Præstegård – og hang der et år
16. 1787-1788: Simon og Else måtte ikke blive gift – og Inger kom i tugthuset for samlejer uden for ægteskab
17. 1795-1801: I det gamle Alken boede hele 63 mennesker
18. 1800-1823: Hvad Maren på 14 skrev om sin rige lærdom i Svejstrup Skole
19. 1824-1834: “En næsten upassabel Biergvej” op til Svejstrup – og hele 26 træskokarle
20. 1837-1848: Stor ildebrand i Illerup og de første fattighuse i sognet
21. 1848-1850: Krigen kom til egnen – en 15-årig hornblæser måtte amputeres
22. 1851-1859: Bjedstrup Skole blev bygget – og krybskytter var på spil
23. 1860-1865: De hjempermitterede krigere til muntert og smagfuldt bal i Bjedstrup
24. 1865-1869: Tyvefiskeri, en tabt silkekyse og en uforglemmelig hustru
25. 1869-1871: Sparekasse i sognet, brevsamlingssted i Alken og en bortkommen Bede
26. 1871-1874: Søbanen blev anlagt og lillebitte Alken blev havneby
27. 1871-1872: Ædle Givere og Arbeidsclassens Trang
28. 1873-1893: Grundtvigianeren med ild i stemmen
29. 1873-1874: Alken Østergaard blev bygget – 5. bataljon blev indkvarteret og en træsko efterlyst
30. 1874-1876: Alken Vestergaard blev bygget, en høker blev afvist og en husmand frøs ihjel
31. 1875-1877: Bjørnbakkere talte i Boes Skov og en “politiserende stationsforvalter” i Alken fik hug
32. 1876-1877: Fest for 1864-krigerne i Alken, brand på Bjedstrup Skole – og et ildkugle-syn
33. 1878: “To Heste faldne gjennem Isen” – skrigene hørtes langt væk
34. 1878-1879: I orden at snakke jysk i skolen – og smaakaarsfolk kom også med til Himmelbjerget
35. 1880-1881: Grønne kviste på vejene ved ligfølge – og anonyme kvinder
36. 1880-1881: Rye Mølles flodemål stod for skud
37. 1882: En vordende pioner, en dobbelt togulykke – og Hørning fik ikke kapret Alkens betjent
38. 1850: Birkegårdens lavloftede stuehus er Alkens ældste bygning
39. 1883: Nygårde-bonde i front i protester mod Højre-styret
40. 1884-1886: Skattenægtere, “ned med Estrup” og ny stationsforvalter i Alken
41. 1886-1887: Tjenestepige fra Alken fødte i dølgsmål og blev straffet for barnemord
42. 1887: Boes Mølle, et opdigtet overfald og påsat brand i en skole-høstak
43: 1888: Da folkemindesamleren kom til Alken og omegn
44. 1888-1889: En gaard på tvang – to andre i brand – og en stationsforvalter forvist til Alken
Kilder:
Steen Holger Andersen: Dover Sogns historie gennem 400 år.
Folketællingerne, Rigsarkivet.
Dover sogns kirkebog, Hjelmslev Herred, 1786-1813
Chr. Heilskov: Hjelmslev Herred
Knud Abildtrup: Bjedstrup Skole 150 år.
Finn Thorshøj: Rytterskolerne i Skanderborg Rytterdistrikt.
J.C.B la Cour: Danske Gaarde.
A. D. Cohen: De faldnes Minde, i Aarene 1848, 1849 og 1850
Peter Abildgaard: Oldefar! – hvorfor kunne de ikke lide de røde?
Aarhuus Stiftstidende, Aarhus Amtstidende, Horsens Folkeblad, Skanderborg Amtsavis, Silkeborg Avis og
Jyllands-Posten
Ole Edvard Mogensen: Alken holdeplads og havnebane
Skanderborg Leksikon
Østjysk Hjemstavn
arkiv.dk
