“Espen Nielsens enke” og “Christoffer Ernstsens hustru”. Sådan blev i flere tilfælde kvinder gjort anonyme i aviserne i 1880-1881, beskrevet ikke ved deres navn men som påhæng til deres mænd. Det retter vi herved lidt op på. Mette Pedersdatter blev som 51-årig i 1880 enke efter bjørnbakkeren Espen Nielsen, der døde 61 år gammel. Sammen havde de drevet gården Højlund ved Boes siden 1847, og hun skulle overleve ham i endnu 18 år. I Aarhus Stiftstidende blev begravelsen af gårdmanden nøje omtalt, uden at Mette dog af den grund blev nævnt: Jordfæstelse. I Lørdags stedtes saa Gardejer Espen Nielsen af “Højlund” ved Boes til sit sidste Hvilested på Dover Kirkegaard. En talrig Skare af Venner fra nær og fjern havde samlet sig om den afdødes Baare. I Sørgehuset talte Pastor Mygdal fra Svejstrup, hvorefter den med Kranse overfyldte Egetræs-Kiste bares ud paa Ligvognen, ved hvilken Højskoleforstander Viggo Bjørnbak i nogle hjertelige Ord mindede om, hvilken Betydning den afdøde havde haft som Ven og Menneske. Som en sidste Erkjendtlighed til Espen Nielsen lagde han i sin Families og nærmere og fjernere Venners Navn en Krans på Kisten med Tak for alt godt til den hedengangne. Derpaa satte det lange Ligfølge sig i Bevægelse. Skjønt der her var mødt ikke færre end 30 Køretøjer var det dog ikke tilstrækkeligt til det store Følge og mange maatte tilfods vandre den lange Vej fra Boes om ad Alken Station og Svejstrup til Dover Kirke; men var Vejen lang saa var der saa meget mere Plads til Folk til at vise deres kjærlige Sindelag mod den afdøde og hans efterlevende Familie; thi overalt traf man Vejen bestrøet med grønne Kviste. I Dover Kirke, hvor der end yderligere sluttede sig flere til Følget, talte pastor Jensen. Han mindede navnlig om den afdødes store Kjærlighed til de Smaa i Samfundet. Under Afsyngningen af Salmen: “Som Morgendug mit Liv hensvinder” bares Kisten ud af Kirken til Graven, hvor Pastor Jensen forrettede Jordpaakastelsen”.
Året efter døde også konen på Alkengård, Maren Troelsdatter, der blev 71. Hun var ældst i gårde i Alken – var kommet til i 1831, da hun blev gift med Iver Christensen, og efter hans død i 1856 gift med Ole Pedersen (Sjelle). Hendes begravelse fik ingen avisomtale, men mon ikke der igen var grønne kviste på vejen til kirken, som der nok også har været, da parret i 1862 mistede hendes 24-årige søn Troels og siden datteren Karen. Begge fra hendes første ægteskab. Hvor gammel Karen blev, ved vi ikke, men ved folketællingen i 1870 var hun 26. Karens død fik hendes far til sammen med en anden gårdmand i sognet, Anders Pedersen, til at oprette Jomfru Karen Iversen af Alken, hendes Mindelegat på 2.000 kr. – beregnet til fattige og syge. Alkengård skiftede i 1881 ejer, da Ole Pedersen (Sjelle) efter sin kones død solgte til Johan Leth Espensen fra Højlund – for 56.000 kr. Johan skulle drive gården sammen med Ane Jensine Petrine Frandsen frem til 1908. Ole fik indføjet i skødet, at han hele sit liv kunne blive boende i et hus ved gården, Johans bror Peder Leth Espensen overtog samme år Højlund sammen med sin kone Maren.
På Alken Vestergaard var der sølvbryllup, og igen er det udelukkende manden på gården, Christoffer Ernstsen, der ligesom Espen Nielsen var bjørnbakker, som bliver nævnt ved navn i avisens omtale: Sølvbryllup. Gaardejer Chr. Ernstsen og Hustru af Alken fejrede i Gaar deres Sølvbryllup. I dagens Anledning samledes en stor Del af Egnens Mænd og Kvinder i Brudeparrets Hjem, hvor en i alle Henseender smuk og vellykket Fest holdtes. Fra flere Sider bragtes Sølvbrudeparret smukke Gaver og hjertelig Anerkendelse for bramfri og trofast Virke til Fremme af gode og ædle Formaal, særlig til Smaafolks Tarv og Oplysningens Værd. – Da Chr. Ernstsen er en af Egnens mest ansete og dygtigste Bønder, hvis Indflydelse baade i Kommunen og i videre Kredse har været meget betydelig og af blivende Værd, har den smukke Fest, der holdtes til Hæder for ham og Hustru, mer end almindelig Interesse. Den sidste antydning var måske det, der fik omtalen på forsiden af Silkeborg Avis og senere bragt i en københavnsk avis. Christoffers kone hed Ane Johanne Eriksdatter, hvilket avisen altså ikke fandt det værd at nævne. Senere skiftede hun – egentlig lidt ulogisk – efternavn til Eriksen.
Nu vi er ved egnens kvinder de år, så var det faktisk Mette Pedersdatter, der jo lige var blevet enke, som i 1881 var den største skattebetaler i kommunen, når det gælder formueskat. Mens de fire bønder i Alken hver bidrog til kommunekassen med mellem 20 og 66 kr., betalte hun hele 160. Kommunens samlede udgifter var 16.292 kr., og to tredjedele blev kradset ind efter gårdenes hartkorn – jordens areal kombineret med dens ydeevne – men resten kom altså ind beregnet efter de selvejendes formue. Sognekommunen havde det år blandt andet udgift til at købe en gård i Fiirgårde til fattiggård, der skulle kunne huse 35 lemmer, som det hed. Fattighjælp var stadig også henvist til privat godgørenhed, “når nøden og den haarde Vinterkulde med al sin Arbeidsløshed indfinder sig”. De såkaldt bedrestillede i sognet samlede det år korn sammen til en værdi af 500 kr. og delte ud til trængende – indtil en tønde korn til hver – “som visselig ikke er uden Betydning i et fattigt Hjem, hvor Familien er stor og Spisekamret tomt”.

Herredspolitibetjent Christian Ditlev Monrad slap med 14 kr. i skat; han var flyttet til Alken et sted, men nærmere hvor han boede med sin kone Karen Wilhelmine Lovise Jochumbine Monrad og to børn vides ikke.

Nu da temaet her gik hen og blev egnens anonyme kvinder, så skal lærerinde Nielsine Meldgaard i Bjedstrup nævnes – og hendes foto er det store på forsiden. Hendes mand, Anders Meldgaard, er der skrevet så meget om, men her er hun altså. Og ligesom sin kendte mand underviste hun også på skolen. Nielsines mor, Mariane Munk, var også flyttet ind hos lærerfamilien i Bjedstrup. Hun var født på herregården Øland ved Thisted, og ”lever til dels af legater”, som der står i folketællingen.

Find de første ni kapitler om Alkens første kendte beboere:

1. 1490-1667 Fæstebønderne Søren Christensen og Jost Andersen. 
2. 1667-1696 Kvinder uden navne, høj børnedødelighed og en bondekone på 14
3. 1696-1705 En dragon fra Boes, husmænd i Alken og ’godvillige’ overtagelser
4. 1705-1720 Ung kone død i barnsnød, og opholdsmand druknet i Mossø.
5. 1720-1728 Rytterskole i Svejstrup, en fattig skoleholder, en aftakket rytter og fællesdrift på kirkens jord.
6. 1728-1737 En overfaldsmand fra Alken, der kom i Den spanske Kappe, og en usædvanlig ægteskabskontrakt.
7. 1737-1744 Hestetyve, natmandsfolk, dødsstraf og pisk.
8. 1745-1749 Drik og fylderier, liderlighed og brændevin.
9.  1749-1755 En Alken-bondes kamp for at overtage en forgældet gård i Forlev.

Og de seneste kapitler:

10. 1755-1769 * Auktion på slottet – og fire selvejere i Alken. 
11. 1767-1769 * Da en Boes-bonde gjorde sin tjenestepige gravid og fik nedsat straf
12. 1768-1775: * Da ulydige bønder i Boes endelig vandt over en rådmand fra Aarhus
13. 1770-1784: * En sulten kvinde frøs ihjel, en dreng druknede og udskiftningen knasede
14. 1787 * Folketælling i Alken: Madmødre, tjenestefolk – og en tiggerfamilie
15. 1731-1734: Natmand endte i galgen efter tyverier i bl.a. Svejstrup Præstegård – og hang der et år

16. 1787-1788: Simon og Else måtte ikke blive gift – og Inger kom i tugthuset for samlejer uden for ægteskab
17. 1795-1801: I det gamle Alken boede hele 63 mennesker
18. 1800-1823: Hvad Maren på 14 skrev om sin rige lærdom i Svejstrup Skole
19. 1824-1834: “En næsten upassabel Biergvej” op til Svejstrup – og hele 26 træskokarle 
20. 1837-1848: Stor ildebrand i Illerup og de første fattighuse i sognet
21. 1848-1850: Krigen kom til egnen – en 15-årig hornblæser måtte amputeres
22. 1851-1859: Bjedstrup Skole blev bygget – og krybskytter var på spil
23. 1860-1865: De hjempermitterede krigere til muntert og smagfuldt bal i Bjedstrup
24. 1865-1869: Tyvefiskeri, en tabt silkekyse og en uforglemmelig hustru

25. 1869-1871: Sparekasse i sognet, brevsamlingssted i Alken og en bortkommen Bede

26. 1871-1874: Søbanen blev anlagt og lillebitte Alken blev havneby
27. 1871-1872: Ædle Givere og Arbeidsclassens Trang 
28. 1873-1893: Grundtvigianeren med ild i stemmen
29. 1873-1874: Alken Østergaard blev bygget – 5. bataljon blev indkvarteret og en træsko efterlyst
30. 1874-1876: Alken Vestergaard blev bygget, en høker blev afvist og en husmand frøs ihjel
31. 1875-1877: Bjørnbakkere talte i Boes Skov og en “politiserende stationsforvalter” i Alken fik hug
32. 1876-1877: Fest for 1864-krigerne i Alken, brand på Bjedstrup Skole – og et ildkugle-syn
33. 1878: “To Heste faldne gjennem Isen” – skrigene hørtes langt væk
34. 1878-1879: I orden at snakke jysk i skolen – og smaakaarsfolk kom også med til Himmelbjerget